Af Dan Gaardboe Rueskov

Hirtshals
Der bliver i disse år talt meget om biokul og pyrolyse som en del af den grønne omstilling. Det lyder godt på papiret. Mindre CO₂, bedre klima og nye muligheder for landbruget. Men virkeligheden er langt mere usikker, end man giver indtryk af.
En ny artikel i Maskinbladet viser tydeligt, at udbredelsen af biokul bremses af regler og usikkerhed. Det er ikke uden grund. For selv myndighederne erkender, at der mangler dokumentation for de miljømæssige konsekvenser. Samtidig peges der på konkrete risici som tjærestoffer, PFAS og potentiel forurening af jord og grundvand.
Det er alvorligt.
For hvis noget kræver en §19-tilladelse for overhovedet at blive spredt på marker, så er det ikke en ufarlig løsning. Så er det en teknologi, der stadig er under afklaring.
Alligevel ser vi i Hjørring Kommune, at man presser projekter frem, som om alt er afklaret. Det er det ikke.
Når der er reel usikkerhed om miljø og sundhed, så gælder forsigtighedsprincippet. Det er ikke bare noget, man kan vælge til og fra. Det er en grundlæggende forpligtelse. Derfor er det ikke godt nok at gemme sig bag ambitioner om grøn omstilling, hvis man samtidig ser bort fra de risici, som selv statslige myndigheder peger på.
Hjørring Kommune bør nu træde i karakter.
Det kræver mod at sige stop. Men det kræver endnu mere mod at stå på mål for konsekvenserne, hvis man tager fejl.Vi har allerede set alt for mange eksempler på mangelfuld sagsbehandling, manglende gennemsigtighed og beslutninger, der er truffet, før borgerne reelt er blevet hørt.
Det må være slut nu. Vi skal ikke være forsøgsområde for teknologier, hvor konsekvenserne ikke er fuldt belyst. Vi skal have styr på fakta, dokumentation og miljø, før der gives yderligere tilladelser.
Derfor er opfordringen klar:
Sæt projekterne på pause. Få styr på dokumentationen. Og tag borgernes bekymringer alvorligt.
Alt andet er uansvarligt.
Link til relateret indlæg
Delrapport: Udledninger fra pyrolyseanlægget langt under grænseværdier ved beboelse



Henrik Christensen