Med lys, musik og fulde tribuner blev DM i Skills 2026 onsdag aften, som tidligere kortfattet omtalt, officielt åbnet i Fiberhallen i Park Vendia i Hjørring. Åbningsceremonien samlede omkring 1.800 tilskuere og markerede starten på Danmarks største uddannelses- og håndværksevent for unge på erhvervsuddannelserne.
Ceremonien åbnede klokken 19 og bød på indmarch af deltagerne, præsentation af de mange fag og officielle åbningstaler. I alt deltager 285 unge faglærte, som de kommende dage dyster om danmarksmesterskaber i 48 forskellige fag, fra klassiske håndværk til moderne, tekniske specialer.
Den musikalske ramme blev leveret af Mumle, som satte tonen for aftenen og skabte en stemning, der kombinerede fest og faglig stolthed. Aftenen blev styret sikkert af de to erfarne værter Josefine Høgh og Christian Degn, der guidede både deltagere og publikum gennem programmet med fokus på de unge faglærte som aftenens hovedpersoner.
Et centralt øjeblik i ceremonien var den officielle åbning, hvor startskuddet til mesterskabet blev givet foran et begejstret publikum. Dermed var tre intense konkurrencedage for alvor blevet kickstartet i Hjørring. DM i Skills arrangeres af SkillsDenmark i tæt samarbejde med Hjørring Kommune, de nordjyske erhvervsskoler og en lang række partnere. Ifølge arrangørerne er mesterskabet mere end en konkurrence – det er en markering af den afgørende rolle, faglærte spiller for Danmarks fremtid.
Hjørring er værtsby for DM i Skills fra 22. til 25. april, og området omkring Park Vendia danner rammen om både konkurrencer, oplevelser og aktiviteter for publikum. Der er gratis adgang alle konkurrencedage, og arrangørerne forventer mange tusinde besøgende i løbet af mesterskabet.
Efter åbningsaftenen fortsætter DM i Skills med konkurrencer torsdag og fredag, inden det hele kulminerer lørdag eftermiddag med afslutningsceremoni og medaljeoverrækkelse. Her kåres de nye danmarksmestre i de enkelte fag.
Med en energifyldt åbningsceremoni er scenen sat for fire dage, hvor talent, håndværk og stolthed over faglig kunnen er i centrum midt i Hjørring.
Nedenfor kan du se eller gense åbningsceremonien og derunder ligger programmet.
Foto: : Lasse Skov og Jesper Van-22.


