Nils‑Georg Lundberg tiltrådte som bestyrelsesformand i forbindelse med gymnasiereformen i 2007, hvor alle danske gymnasier overgik fra at være ejet af amterne til at være selvejende institutioner med egne bestyrelser.
Forberedelserne til dette skifte begyndte allerede i 2006 med en midlertidig bestyrelse, der skulle bane vejen for overgangen. Nils‑Georg Lundberg var på daværende tidspunkt rektor på Hjørring Seminarium og kunne i sit bestyrelsesarbejde trække på sin store erfaring med at lede en selvejende institution.
Trivsel og godt studiemiljø
Overgangen til selveje betød bl.a. kortere beslutningsgange, et nyt økonomisk grundlag gennem taxametersystemet og en overtagelse af ansvaret for bygningerne. Netop bygningsmassen blev et af de første store fokusområder for bestyrelsen:
”Der er sket en markant ændring og forbedring af de fysiske rammer for undervisningen i de senere år, og jeg har været dybt imponeret over, hvordan både elever og lærere har taget de nye faciliteter i brug”, fortæller Nils‑Georg Lundberg.
Han har gennem årene deltaget i utallige skolefester, dimissioner, møder og arrangementer. Her har eleverne glad fortalt ham om alle de muligheder, de har haft både i undervisningen og efter skoletid, hvilket har været med til at sikre et godt studiemiljø og dermed elevernes trivsel.

Plads til medarbejdere og ledelse
For Nils‑Georg Lundberg har det været vigtigt at give plads til både gymnasiets medarbejdere og til ledelsen, som har ansvaret for den daglige drift. Med et smil på læben definerer han den rolle, han nu har haft i 20 år: ”En bestyrelsesformand er sådan en, der går forrest, og samtidig holder sig lidt i baggrunden”.
Han retter samtidig en stor tak for samarbejdet med rektor Elsebeth Gabel Austin, som ifølge ham har været præget af stor åbenhed og gensidig tillid. Rektoren på Hjørring Gymnasium er også meget taknemmelig over det mangeårige samarbejde:
”Jeg vil gerne takke Nils-Georg Lundberg for hans store engagement og for troen på vores skole. Jeg følte mig heldig, da han sagde ja til at indgå i vores bestyrelse, og vi har siden haft mange vigtige samtaler og har truffet mange vigtige beslutninger”, siger Elsebeth Gabel Austin.
En ny reform i horisonten
Afskeden med bestyrelsesarbejdet falder på et tidspunkt, hvor gymnasiesektoren igen står over for store forandringer. Den kommende ungdomsuddannelsesreform, der blandt andet indebærer oprettelsen af den nye gymnasiale uddannelse epx, kan ifølge den afgående formand på nogle måder sidestilles med overgangen til selveje for 20 år siden.
I den kommende forandringstid er det afgørende, at Hjørring Gymnasium fortsætter som selvstændig institution: ”Det vil være ærgerligt, hvis de store fremskridt, der er skabt over 20 år, går tabt”, fastslår Nils-Georg Lundberg, der med udgangen af april overlader ansvaret for at navigere gymnasiet sikkert ind i en ny tid til den nye bestyrelse, der tiltræder 1. maj 2026.


