Af Betina D. Jensen

Byrådsmedlem for Venstre
Hjørring Kommune
Dejligt at se, at NordsøPosten er aktive i forbindelse med DM i Skills.
Jeg var der selv fra kl. 7 til 21 i går, først som frivillig og senere til diverse arrangementer.
Et af arrangementerne gjorde særligt indtryk. Det har jeg lavet et opslag om, som du måske også finder interessant:
Vi burde alle være SOSU-fans
I dag har jeg deltaget i et vigtigt og tankevækkende arrangement under SkillsDenmark – DM i Skills – med overskriften:
Mangler vi hænder – eller mangler vi mod til at tænke nyt?
Tak til Lene Kvist, direktør på SOSU Nord, og Peter Møller Pedersen fra Vevoskolen for at sætte scenen – og til Sidsel Vinge for et skarpt og ærligt oplæg.
For vi står midt i en kæmpe udfordring.
I 2023 lød prognosen på en mangel på ca. 17.000 SOSU’er. Nu taler vi om 24.000 – det går den forkerte vej.
Behovet bliver kun større. Flere ældre, flere opgaver – og opgaver, der i stigende grad er flyttet fra regionerne til kommunerne, uden at økonomien følger med. Det er dokumenteret, at en +84-årig borger er dobbelt så dyr i kommunen som i regionen – og for +89-årige op til tre gange så dyr.
Nogle af de vigtigste pointer fra oplægget:
• Vi kan ikke rekruttere os ud af problemet alene. International arbejdskraft kan hjælpe, men løser det ikke.
• SOSU’erne er rygraden i vores velfærd. De er loyale, fleksible og bærer en stor del af hverdagen.
• Vi skal turde tage en grundlæggende diskussion om, hvad der egentlig er en offentlig kerneydelse.
• Vi skal nedbryde siloerne mellem ældre-, sundheds- og regionalområdet, som i dag skaber ineffektivitet og pres hele vejen rundt.
• Vi skal bruge teknologi langt mere aktivt – og ikke kun tale om det.
• Vi skal tænke private leverandører klogere ind.
• Og ikke mindst:• Rekruttere flere til uddannelserne
• Fastholde dem, vi har – med attraktive rammer og karriereveje
• Få flere til at blive lidt længere på arbejdsmarkedet
Hvis ikke vi handler, så mangler vi ikke bare hænder, men også muligheden for at levere den velfærd, vi alle forventer.
Kæmpe respekt til alle jer, der vælger SOSU-vejen. I er helt afgørende for vores samfund.


