Omkring 30 fiskehandlere fra organisationen Danmarks Fiskehandlere besøgte tidligere på ugen Nordsøen Forskerpark i Hirtshals til en faglig temadag med fokus på forskning, innovation og fremtidens fiskeri.
Dagen var sammensat af en række oplæg og faglige indspark og blev tilrettelagt af Business Development Manager Mette Hyldgaard Roussis. Fiskehandlerne udgør en central del af fiskeriets værdikæde, og blandt deltagerne var der stor interesse for både den aktuelle situation i dansk fiskeri og de teknologiske og organisatoriske løsninger, der kan bidrage til udvikling og fremtidssikring.
Administrerende direktør i Nordsøen Forskerpark, Hanne Kvist, bød velkommen og gav et indblik i arbejdet i Fiskeripartnerskabet, hvor Forskerparken indgår i formandskabet. Her blev der sat fokus på samarbejdet mellem forskning, erhverv og organisationer som en afgørende forudsætning for innovation i fiskeriet.

Herefter fortsatte programmet i Flume Tank North Sea, hvor professor Ludvig Ahm Krag fra DTU Aqua præsenterede instituttets forskning. Han satte blandt andet fokus på udvikling og innovation inden for trawlfiskeri efter jomfruhummer, hvor der arbejdes målrettet med at optimere redskaber og reducere miljøpåvirkningen.
Vodbinder Jesper Christensen fra JC Vod & Trawl i Strandby fortalte efterfølgende om arbejdet med udviklingen af en todelt fangstpose til jomfruhummer. Løsningen er foreløbigt testet af et mindre antal fiskere og vækker interesse som et muligt bidrag til både bedre fangstsortering og mere skånsomt fiskeri.

Efter frokost holdt formanden for den nyetablerede Nordjyllands Fiskeriforening, Allan Kiilsholm Petersen, oplæg. Her blev der sat ord på et fiskeri under pres og et stigende behov for nytænkning og innovation i takt med ændrede vilkår for erhvervet.
Dagen blev afsluttet med et oplæg om hummeropdrætsprojektet i Nordsøen Oceanarium samt en rundvisning, hvor deltagerne fik indblik i den praktiske og forskningsmæssige side af projektet.
Nordsøen Forskerpark takkede for besøget og de faglige drøftelser, samt til Lars Poulsen fra FødevareDanmark for koordineringen, med håbet om, at samarbejdet kan fortsætte og udvikles fremover hos Nordsøen Forskerpark.


