Kære Hånd.
Tak for kampen. Du og jeg har været i et kærlighedsfuldt udfordrende forhold i mange mange måneder. Det har krævet mange kræfter, megen tålmodighed fra os begge.
Jeg kommer til at savne dig på huggepladsen, men jeg ved at du på en måde er kommet hjem ved at blive placeret her- så tæt på Vesterhavet- det hav der med et lille smut ind i Limfjorden forbinder Hirtshals med Lemveig – den by jeg kommer fra – det hav, der forbinder Danmark med Europas lande – forbinder Hirtshals med pilgrimsbyen Santiago de Compostela – byen hvor apostlen Jacob ligger begravet – så langt borte – så tæt på.
Her ved vandrestien på din lille plads skal du stå og vise vej ned langs kysten og markere at også Hirtshals har været et udgangspunkt, hvorfra pilgrimme siden middelalderen er draget af sted på lange pilgrimsrejser til fods.
Du blev skabt i tidernes morgen, sprængt ud af klipperne i Bohuslen nord for Gøteborg i Sverige. Rød finkornet granit som den store blok, der ligger længere nede af stien. Du vejede 12 tons 446 kg da du kom som en stor blok til mit værksted- mange skærver har ligget for din fod- i dag vejer du kun 6 tons. Du er blevet savet i, slebet og poleret, du er blevet slået på med hammer og mejsel og nænsomt behugget på overfladen til sidst. Jeg har været optaget af dig i alle døgnets timer i en bestræbelse på at gøre dig til en værdig skulptur til dette sted.
Mens jeg sad bag dig og huggede, skærmede du mig måske også i al denne tid ikke blot for vind og vejr, men også for den store verden derude. Krigen i Ukraine startede, da jeg arbejdede med skitsen. Israel, Gaza, Iran, Sudan, Grønland. Alt dette hørte jeg om i radioen i høreværnet, mens du langsomt blev formet til en hånd med din beskyttende krumning. En hånd større end min, en hånd der gav læ for vejret og verdens fortrædeligheder, en hånd, der passede på mig.
En hånd, hvad er det den kan, hvad er det vi har brug for den til? Hånden er den vi aktivt møder verden med. Vi rækker den ud, vi trykker hænder, vi siger goddag og farvel, vi arbejder med den, skaffer mad, ud af hånden kan vi lave en lille skål og drikke vand fra en kilde, en vandhane. Vi kan sanse verden udenfor os selv, berøre og mærke OG… VI KAN BLIVE BERØRT. Vi mærker en hånd på skulderen, vi bæres som små af hænder, hænder viser os vej. Det er svimlende at tænke på alle de hænder, der i vores liv har mødt os, oldeforældre, bedsteforældre, forældre, søskende, kærester, ægtefæller, venner, fremmede. Hænder der gjorde en forskel, hænder der hjalp os gennem livet. Hænder der måske ikke er mere og som vi savner.
Og så er der for den troende den store Hånd, den der er større end vores, den der kan rumme os, når andre og vi selv ikke kan rumme os selv. Den hånd, der bærer os i afmagten. Den hånd, vi måske kan mærke, når vi føler os allermest fortabte og alene. Hånden i ryggen. Hånden som Hånden her er et symbol på. Som Lisbeth Smedegaard Andersen skriver i sin Vesterhavssalme:
at mærke i ryggen Guds varmende hånd
i medvindens brusende vinger
og finde i kystlinjens kurvede bånd
et strøg af hans nænsomme finger
Jeg havde brug for en hånd på skulderen, da jeg to uger inde i arbejdet, opdagede hvor stor og kompliceret en opgave det var at hugge denne hånd. Ydmygheden ramte da jeg mærkede min lidenhed ved siden af den store blok. Kantjern og vinkelsliber blev fundet frem, min egen hammer på 1 kg var pludselig ikke tung nok og måtte skiftes ud med min fars på 1,2 kg. Måneder gik med at skære og hugge, skære og hugge, ensformigt arbejde, der så til gengæld gav tid til at tænke. Et hug efter det andet- som et ben foran det andet, når vi går – går og går gennem dagene, går gennem livet, går langs stierne. Jeg har vandret meget i mit liv, har gået langs stranden fra Skagen til grænsen, jeg har gået Sjælland rundt også langs kysten.
At spænde rygsækken med madpakke og vand og den varme trøje, at tage de første skridt på dagens tur fuld af kræfter og mod er bare dejligt med en hel dag foran uden at skulle andet end at gå, se, lytte og tænke. Efterhånden som dagen skrider frem kommer perioder af træthed. Efter pauserne er det svært at komme i gang igen. Fødderne måske ryggen benene bliver stive, men efter lidt tid er man varmet op igen og fødderne flytter sig selv. Pludselig er man flyttet over i landskabet, ind i tankerne, væk fra sig selv, ud i evigheden i bølgernes bevægelse, skyernes driven over landskabet. Sådan har det også været at arbejde med denne skulptur.
Tommeltotten var som et bjerg at bestige, håndryggen sandede klitter. Dage måneder år gik fulde af arbejdsglæde og frustrationer, hårdt arbejde og trætte lemmer, lykkelige selvforglemmende øjeblikke, hvor tankerne drev med skyerne, mens hænderne arbejdede. Små skridt der blev til en lang vandring, et kapitel i et menneskes liv, en skulptur. Skabt i sol regn, sne og blæst og i årstidernes skiften.
At gå langs med havet der nynner sin sang om lysets reflekser i vandet, om måger og småfisk i bræmmer af tang og muslingeskaller i sandet.
I Håndens hulning står en stor muslingeskal, som er et vigtigt symbol for pilgrimme og vandrere, der går ad Jacobsvejen – Caminoen. Mange bærer en skal med sig på vandringen og tager en med hjem som minde om deres Caminotur. På ruten gennem Europa og nu også i Hirtshals fungerer det forenklede symbol som vejviser på skilte gennem landskabet. Med bittesmå mejsler har jeg hugget skallens mønster, de mange linjer der løber som stier, der spreder sig ud i landskabet udsprunget fra skallens fine krumning. Naturens stramme mønstre og geometriske former er noget af det smukkeste der findes. En lille skal fundet på stranden spejler det største i det mindste. Som stregerne på muslingeskallen udgår vi fra et centrum, en mor, en far, et fællesskab og går ud i verden herfra i mange retninger.
Ud fra skallen vælder havets liv: fisk, en krabbe, krebs, tanglopper, søhestehaler og fiskenet. Krabben har fanget en krebs, klar til at kvase skallen, så den kan få stillet sin sult. Livet er ikke ufarligt. Fiskenettet, der har indfanget alt dette og som gennem tiderne har tjent til menneskets overlevelse, men også været farligt for fiskerne at blive viklet ind i, hvis de faldt i vandet refererer samtidig til billedet af disciplene som menneskefiskere, der skal gå ud i verden og sprede det glade budskab. Nettet forstås her som billedet på en livline at holde fast i i et stort uendeligt mørkt hav.
En salme fandt også vej til stenen. For et par måneder siden skrev jeg til Lisbeth Smedegaard Andersen og spurgte om hun kendte salmer om at vandre ved havet, om at have Guds hånd i ryggen. Hun skrev tilbage at hun ikke lige kunne komme på nogen men inspireret af billeder af skulpturen, ville hun overveje at skrive en ny salme. En uge senere kom den. Netop der havde jeg store overvejelser omkring afslutningen på håndledet. Som sendt fra himlen havnede salmen i min indbakke, og hvad kunne jeg andet end at indhugge den i stenen, så den vandrende også kan få poetiske ord med på vejen. Ord der løfter stenen. Jeg har kendt Lisbeth gennem mange år og det glæder mig at vores arbejde poesien og billedkunsten her har kunnet dele pladsen og kan være et lille billede på et venskab mellem to mennesker længe efter at vi er døde og borte.
Intet menneske er en ø, intet opstår uden at være i en sammenhæng. Denne skulptur havde ikke set dagens lys uden ildsjælen John Kongerslevs vilde ide om at Hirtshals skulle have en Caminoskulptur og hans vedholdende arbejde for at det skulle kunne realisereres. Skulpturen havde ikke kunnet laves uden støtte fra lokale fonde, Hirtshals Byforum, kunstens ildsjæl Troels Bidstrup Hansen og Kunstudvalget i Hjørring. Troels, jeg har kendt dig i mange år, du er altid på kunstens side. En kæmpe støtte hele vejen igennem. John og Troels, jeg ved godt at jeg ikke er helt nem at samarbejde med, for jeg leverer ikke det jeg lover, men forhåbentlig noget der er bedre. Det har krævet åbenhed og tålmodighed fra jeres side. Der er blevet krydset klinger undervejs, men vi kom i mål som venner. Tak for det!
Skulpturen havde ikke fået så fin en placering eller mulighed for så levende et liv omkring sig uden at Birte Urup fra DETBLÅ havde skabt denne plads omkring, hvor mennesker kan sætte sig og få et hvil, drikke en kop medbragt kaffe eller et glas vin alene eller sammen med familie og venner. Jeg havde ikke kunnet lave skulpturen uden støtte og kærlig tålmodighed fra min mand Jens, mine børns kærlighed og forståelse for en sindssyg arbejdsgal mor, al den professionelle og dedikerede hjælp fra Peter Rosenbæk og Jonas fra Johannesen kran og maskintransport, der håndterede stenen på den blødeste måde, som var det en lille muslingeskal fra stranden de løftede. Tak til brolæggeren Lars, der lagde den fine belægning omkring stenen og tak til Søren Bidstrup, der på fineste vis dokumenterede arbejdsprocessen undervejs. Og tak til dokumentaristen Maximiliano Martinez, der står med sin røde hat et sted i klitterne og filmer, som han har filmet mens Hånden blev til i sol, sne og regn.
Jeg er så taknemmelig og dybt rørt over at tænke på, hvor mange dygtige, dedikerede og kærlige mennesker, jeg er omgivet af. Tak til alle hver i sær.
Link til relateret artikel
Hirtshals fejrede med manér havnebyens placering på den europæiske Camino
