DM i Skills 2026 er slut, men for lokale Ida Peilicke Jacobsen lever oplevelsen videre. Deltagelsen i de danske mesterskaber for unge fra erhvervsuddannelserne blev både et fagligt højdepunkt og en personlig milepæl præget af intens træning, stærkt fællesskab og stor opbakning hele vejen igennem.
Konkurrencen markerede kulminationen på en længere rejse, hvor forberedelserne har stillet store krav til både krop og sind. Ifølge Ida Peilicke Jacobsen har processen været alt andet end almindelig.
– Hele skills-rejsen har budt på intens træning både mentalt, fagligt og fysisk. Noget der virkelig har rykket mig som både fagperson og menneske, skriver hun i et opslag på LinkedIn efter afslutnings på den store konkurrence i Hjørring.
Selve DM-dagene blev en oplevelse ud over det sædvanlige. Stemningen blandt deltagere, dommere og publikum satte sit tydelige præg og gjorde konkurrencen til mere end blot en faglig dyst.
– Stemningen gennem alle dagene har været helt unik. Intens, spændende og fyldt med energi, noget man virkelig skulle opleve for at forstå, lyder det fra Ida Peilicke Jacobsen, der beskriver atmosfæren med ét ord: ”Wauw.”

Ud over selve konkurrencen kunne hun tage hjem med en særlig anerkendelse. Ida Peilicke Jacobsen modtog Arbejdsmiljøprisen, som gives for en indsats, der viser omtanke, ansvarlighed og fokus på sikkerhed og trivsel på arbejdspladsen.
– Det betyder virkelig meget for mig at blive anerkendt for sin måde at arbejde på, understreger hun og tilføjer, at prisen har stor personlig betydning.
Anerkendelserne stoppede dog ikke her. Hun blev også tildelt Arbejdernes Fælleslegat, som gives til unge mennesker, der udviser særligt engagement og potentiale inden for deres fag.
– En stor anerkendelse, som jeg sætter enormt stor pris på, skriver hun.
Selvom konkurrencen bød på hård dyst mellem nogle af landets dygtigste unge faglærte, var fællesskabet og respekten mellem deltagerne tydelig. Ida Peilicke Jacobsen retter blandt andet en lykønskning til vinderen.
– Og selvfølgelig et kæmpe tillykke til Johannes Lund med DM-sejren. Virkelig flot gået! Du er dælme hurtig, skriver hun.
Bag præstationen stod også et stærkt netværk af støtte. EUC Nord og arbejdspladsen Erik Lytzen A/S spillede en afgørende rolle i forberedelserne, ligesom konkrete personer har haft særlig betydning undervejs.

– Jeres støtte, opbakning og den tid I har lagt i mig og projektet har været helt afgørende. Det betyder mere, end jeg kan sætte ord på, lyder det i takken til både skole og arbejdsplads.
Også familien får en central plads i eftertankerne.
– Tak til min familie for altid at bakke mig op og være med hele vejen, skriver hun videre og fremhæver samtidig opbakningen fra venner, kolleger og besøgende under konkurrencen.
Afslutningen på DM i Skills satte punktum for en begivenhed, der har sat dybe spor.
– At stå der og mærke så meget opbakning, energi og glæde på én gang, det var virkelig noget helt særligt, understreger Ida Peilicke Jacobsen.
Nu retter hun blikket mod næste skridt på uddannelsesvejen. EOP-opgaven venter, og derefter svendeprøven, som forhåbentlig giver hende titlen som færdiguddannet svend til sommer.
DM i Skills 2026 er dermed slut, men for Ida Peilicke Jacobsen er oplevelsen netop begyndelsen på det næste kapitel.
Links til et lille udvalg af de mange tidligere artikler
Forståeligt stolt far arbejder for at få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse


