At bygge om, bygge nyt eller købe bolig kan hurtigt blive en kompleks affære med tekniske detaljer, myndighedskrav og store økonomiske beslutninger. Netop dét vil rådgivningsvirksomheden PlanPartner gøre lettere.
Bag virksomheden står lokale Jeff Risager, som har startet PlanPartner med ét overordnet formål, som er at give boligejere og bygherrer ro, struktur og et mere solidt beslutningsgrundlag før og undervejs i byggeprocessen.
PlanPartner er etableret i Hirtshals og retter sig primært mod kunder i Hjørring Kommune, Vendsyssel og resten af Nordjylland. Målgruppen spænder bredt fra private boligejere og boligkøbere til professionelle bygherrer, der har behov for uvildig rådgivning i alt fra de tidligste idéfaser til den praktiske gennemførelse af et projekt.
Ifølge Jeff Risager opstår mange udfordringer i byggeprojekter, fordi vigtige overvejelser enten bliver taget for sent – eller slet ikke bliver taget.
– Mange står med store beslutninger uden helt at have overblik over konsekvenserne. Det kan være økonomi, risici, myndighedskrav eller samarbejdet med håndværkere. PlanPartner er sat i verden for at hjælpe med at få styr på det, mens der stadig er mulighed for at justere kursen, lyder det fra stifteren.
Rådgivning i alle byggeriets faser
PlanPartner tilbyder rådgivning i hele byggeprocessen. Det kan allerede være i den indledende fase, hvor en idé skal afklares og konkretiseres, eller senere, når der arbejdes med skitser, tegninger og projektmateriale. Virksomheden hjælper også, når der skal indhentes og vurderes tilbud fra entreprenører, eller når der undervejs opstår spørgsmål, valg og uforudsete situationer.

Blandt ydelserne er køberrådgivning og gennemgang af tilstandsrapporter, afklaring af myndighedskrav og byggetilladelser samt sparring ved kontrahering og valg af samarbejdspartnere. Derudover tilbyder PlanPartner løbende projektrådgivning, så bygherren ikke står alene, når beslutningerne skal træffes i praksis.
Et centralt element i rådgivningen er økonomisk overblik.
– Det handler ikke kun om, hvad noget koster her og nu, men også om at forstå risici, følgevirkninger og næste skridt. Med et bedre overblik kan man træffe mere trygge og gennemtænkte beslutninger, tilføjer Jeff Risager.
Lokalt forankret, men bredt anvendelig
Selvom PlanPartner har base i Hirtshals, er ambitionerne ikke snævert geografiske. Fokus er ganske vist på lokale kunder i Vendsyssel og Nordjylland, men behovet for uvildig og struktureret byggerådgivning går på tværs af kommunegrænser.

Jeff Risager ser især et behov hos private boligejere og boligkøbere, der ofte bevæger sig ind i et byggeprojekt uden professionel sparring.
– Det er for de fleste en sjælden begivenhed at bygge eller renovere stort, og derfor mangler mange erfaring. Med den rette rådgivning kan man undgå dyre fejl og utryghed i processen, noterer han.
PlanPartner deler løbende konkrete råd og erfaringer om bolig, byggeri, renovering og projektudvikling via virksomhedens online kanaler. Målet er at gøre det lettere for kommende bygherrer at få styr på de beslutninger, der med fordel kan tages tidligt.
Med etableringen af PlanPartner føjer endnu en lokal aktør sig til rækken af virksomheder, der arbejder for at professionel viden om byggeri bliver mere tilgængelig og forhåbentlig gør byggeprocessen mere overskuelig for både private og professionelle i det nordjyske.
Stort tillykke til Jeff Risager og Hirtshals!


