Den 21. maj 2026 inviterer Erhverv Hjørring til cyberkonference på Nordsøen Oceanarium i Hirtshals under overskriften “Fra cyberrisiko til konkurrencekraft”. Arrangementet er målrettet ledere, ejere, IT-ansvarlige og beslutningstagere i små og mellemstore virksomheder, som ønsker et mere konkret greb om cybersikkerhed, compliance og de trusler, der i stigende grad rammer dansk erhvervsliv.
For Erhverv Hjørring handler arrangementet om mere end teknik og IT-systemer. Det handler om at styrke virksomhedernes robusthed.
– Mange virksomheder er dybt afhængige af, at deres digitale systemer virker. Hvis mail, økonomisystemer, produktion, kundedata eller adgang til centrale platforme bliver ramt, kan det hurtigt blive kritisk. Derfor er cybersikkerhed ikke længere noget, man kan parkere hos IT-afdelingen. Det er en ledelsesopgave, siger Michael Vendelbo Pedersen, direktør i Erhverv Hjørring.

En del af den lokale beredskabstænkning
Konferencen ligger i naturlig forlængelse af det arbejde, der allerede er sat i gang omkring et lokalt virksomhedsberedskab i Hjørring Kommune.
Her arbejder virksomheder, kommune og beredskabsaktører sammen om at styrke den lokale evne til at håndtere kriser – fra forsyningssvigt og vejrhændelser til cyberangreb og driftsforstyrrelser.
– Vi har stærke virksomheder i Hjørring Kommune, men selv stærke virksomheder kan blive sårbare, hvis de står alene, når krisen rammer. Derfor skal vi både løfte den enkelte virksomheds beredskab og samtidig styrke det lokale samarbejde. Det er præcis den tænkning, konferencen bygger videre på, siger Michael Vendelbo Pedersen.
Formålet er at gøre cybersikkerhed mere konkret og anvendeligt for virksomhederne. Deltagerne skal ikke blot høre om truslerne, men gå hjem med en klarere forståelse af, hvilke tiltag der kan gøre en reel forskel.
Fra trusselsbillede til konkrete handlinger
På programmet er blandt andre Security Tech Space, Mariendal IT, Trend Micro og Nordsøen Oceanarium/Forskerpark.
Deltagerne får indblik i det aktuelle trusselsbillede, konkrete metoder til at styrke virksomhedens sikkerhed og eksempler på, hvordan cyberrisici kan håndteres i praksis.
Mariendal IT har været med til at udvikle arrangementet sammen med Erhverv Hjørring og bidrager med faglig viden om, hvordan virksomheder kan arbejde mere struktureret med cybersikkerhed uden at gøre det unødigt kompliceret.
– Vores ambition er at gøre cybersikkerhed håndgribeligt. Mange virksomheder ved godt, at de bør gøre mere, men kan være i tvivl om, hvor de skal begynde. Her handler det om at få prioriteret rigtigt og tage de første vigtige skridt, siger Ole Hall, Forretningsudvikler i Mariendal IT
Cybersikkerhed er også konkurrencekraft
For mange virksomheder bliver krav til dokumentation, datasikkerhed og leverandørstyring en stadig vigtigere del af hverdagen. Det gælder både i forhold til kunder, samarbejdspartnere og myndighedskrav.
Derfor handler cybersikkerhed ikke kun om at undgå angreb. Det handler også om at kunne dokumentere, at man driver en professionel og ansvarlig virksomhed.
– Virksomheder, der har styr på deres sikkerhed, står stærkere. Ikke kun når noget går galt, men også i dialogen med kunder, leverandører og samarbejdspartnere. Cybersikkerhed er ved at blive en del af det moderne kvalitetsstempel, siger Michael Vendelbo Pedersen.
Fakta om arrangementet
- Arrangement: Fra cyberrisiko til konkurrencekraft
- Dato: 21. maj 2026
- Tid: 07.30-11.30
- Sted: Nordsøen Oceanarium, Willemoesvej 2, 9850 Hirtshals
- Målgruppe: Ledere, ejere, IT-ansvarlige og beslutningstagere i små og mellemstore virksomheder
- Arrangør: Erhverv Hjørring i samarbejde med Mariendal IT, Security Tech Space, Trend Micro og Nordsøen Oceanarium/Forskerpark
- Tilmelding: Erhverv Hjørring


