HK ser alt for mange unge med ondt i arbejdslivet allerede inden, de for alvor er kommet i gang med deres arbejdsliv. Det gælder for de unge, som HK møder i forbindelse med Jobpatruljens årlige sommerkampagne, og for de unge, der er elever eller lige begyndt på deres første job efter uddannelse.
Jobpatruljens årsrapport fra 2025 tegner et umådeligt trist billede af fritidsjobbernes arbejdsliv, hvor unge mellem 13 og 17 år føler sig så presset i deres arbejdsliv, at de får fysiske mén af det.
Hver tredje unge løfter, trækker eller skubber ting langt mere end tilladt på deres arbejdsplads. Hver femte får ikke de pauser, de er berettigede til, og som alle har brug for som et afbræk i deres arbejde. Desværre resulterer det pressede arbejdsliv i, at mange unge får fysiske mén af deres arbejde. Det kan være i form af hovedpine og rygsmerter. Her er procentdelen steget voldsomt fra 11,6 % i 2019 til 20,6 % i 2025.
”Det er helt skævtnår unge ikke behandles ordentligt på deres arbejdsplads og føler sig så presset i deres arbejdsliv, at de får fysiske mén af det. Vi har en stadig stor opgave med at oplyse de unge og deres forældre om rettigheder og regler. Men jeg må også sige til arbejdsgiverne: Det er jeres ansvar!”, lyder det fra Christina Madsen Kristiansen, fællesformand i HK Nordjylland.
Udover fritidsjobberne oplever unge i starten af deres arbejdsliv også udfordringer med stress og pres. Det fortalte flere unge blandt andet om til HK Ungdoms årsmøde i oktober, hvor de bekræftede det billede som Sundhedsstyrelsens undersøgelse om ’Danskernes sundhed 2023’ viste. Her er det i særlig grad de 16-24årige, der er ramt: ”Vi skal have et godt arbejdsliv – hele livet. Det er katastrofalt at lade stå til, og alene udgiften på 55 milliarder kroner om året taler sit eget sprog. Det bør få enhver politiker og arbejdsgiver til at vågne op”, opfordrer Christina Madsen Kristiansen, fællesformand i HK Nordjylland.
Af samme grund hilser hun også initiativerne i den nye statslige overenskomst med fokus på større stressforebyggelse velkommen: ”Det er den rigtige vej at gå. Der skal større fokus på både at forebygge og håndtere det psykiske arbejdsmiljø. Det er et fælles ansvar. Vi har fra HK også spillet ud med 15 konkrete forslag til at få styr på den arbejdsrelaterede stress. Der er brug for at trække i nødbremsen og få styr på stress. Der er ødelæggende for alleog særligt er jeg bekymret for de unge generationer, der får ødelagt deres arbejdslivinden det for alvor er kommet i gang”, lyder det fra fællesformanden.
Indsatsen mod stress er derfor en af de væsentligste dagsordener for HK – ikke bare nu, men også i de kommende år. Der er ingen snuptagsløsninger, da meget afhænger af struktur og kultur på arbejdsmarkedet. På den årlige repræsentantskabsgeneralforsamling den 28. april 2026 fik fællesformand Christina Madsen Kristiansen fuld opbakning til at fortsætte indsatsen, da hun blev genvalgt til en ny 2-årig periode i spidsen for HK Nordjylland.


