Den tidligere elev på Hjørring Gymnasium,Thøger Perrson Krogh, holdt onsdag d. 29. april et spændende foredrag på sin gamle skole om sin personlige rejse fra ungdomsdrøm i Østervrå til et liv tæt på dansk eliteidræt.
Efter at han blev student i 1994, begyndte han på medicinstudiet med kun ét formål: han ville være landsholdslæge. Han var meget målrettet, men hans vej derhen var ifølge ham selv præget af tilfældigheder. Og han rådede netop gymnasieeleverne blandt publikum til i at gå derhen, hvor tilfældighederne kan råde, fordi det ofte er her, uventede muligheder opstår.
Balance mellem præstation og sundhed
Via tilfældigheder blev han som ung tilknyttet det argentinske strandfodboldlandshold, og senere kom han til at arbejde for DBU og kvindelandsholdet. Han var landholdslæge, da kvinderne i 2013 nåede semifinalen ved EM i Sverige og tabte i straffesparkskonkurrence.

Sidenhen blev han tilknyttet herrelandsholdet, som han første gang sluttede sig til i 2016 i forberedelserne til VM i Rusland. I sit foredrag gav Thøger Persson Krogh et nuanceret billede af rollen som landsholdslæge. Han beskrev sig selv som den, der altid skal huske, at der også er “en dag i morgen – og en dag efter igen”. Hvor trænere og atleter ofte er fuldt fokuserede på at vinde og presse grænserne, er det som læge hans opgave at tage ansvar for helbredet uden at være pylret.
Det handler om at have blik for både præstation og langsigtet sundhed. I dag arbejder han også som teamlæge for danske OL-atleter, og han fortalte i sit foredrag spændende anekdoter om bl.a. OL i Paris.

Stjerneforedrag
Thøger Perrson Kroghs foredrag var det tredje i en række af forårets såkaldte ’Stjerneforedrag’, hvor tidligere elever på Hjørring Gymnasium med spændende karrierer vender tilbage til gymnasiet og fortæller om et emne, de brænder for.
Da Hjørring Gymnasium i efteråret 2022 kunne fejre sit 150-årsjubilæum, etablerede skolen traditionen med gratis ’Stjerneforedrag’ og har lige siden årligt indbudt lokalsamfundet til en række spændende foredrag. Forårets foredragsrække afsluttes mandag d. 11. maj af rektor emeritus Kaj Nørholm, der med sin baggrund som lektor i musik bl.a. vil fortælle om Hjørrings musikliv fra besættelsen til nutiden under overskriften ’Ledelse mens musikken spiller’.
Foredraget er gratis; man skal blot tilmelde sig ved at sende en e-mail til: [email protected] senest kl. 12 på dagen for foredragets afholdelse.


