Niels Worup: Ulven er ikke problemet

Af Niels Worup

Tårs

I øjeblikket ser vi en voldsom debat om ulven, efter den har taget husdyr. For de berørte landmænd er det ikke en principiel diskussion, men en konkret virkelighed. Dyr er blevet dræbt, og det skaber både frustration og utryghed. Derfor lyder kravet også, at den ulv må fjernes, fordi den er blevet en problemulv. Det vil jeg også mene, den skal. Men netop her bliver debatten interessant.

I Danmark er vi hurtige til at pege fingre ad andre lande. Når afrikanske landmænd dræber løver eller elefanter for at beskytte deres familier og husdyr, bliver det ofte mødt med moralsk forargelse. Når bønder i Indien slår tigre ihjel af samme årsag, kalder vi det et problem for biodiversiteten. Mange vil indvende, at det ikke er det samme, og at det ikke kan sammenlignes.

Det er rigtigt, at forskellene er store. I nogle områder er konsekvenserne langt mere alvorlige, og risikoen for mennesker er reel på en helt anden måde end i Danmark. Men netop derfor er sammenligningen alligevel relevant. For fællesnævneren er den samme. Når mennesker føler sig truet på deres levebrød eller sikkerhed, reagerer de ved at ville fjerne problemet. Spørgsmålet er ikke, om situationerne er identiske. Spørgsmålet er, om vores principper er det. Men hvad sker der, når naturen banker på vores egen dør? Så lyder der pludselig krav om, at ulven skal væk.

Den bekvemme moral

Det er svært at ignorere dobbeltstandarden. Vi forventer, at mennesker i nogle af verdens mest sårbare områder skal leve side om side med farlige rovdyr, ofte uden kompensation, uden beskyttelse og uden alternativer. Samtidig er tolerancen i et rigt land som Danmark markant lavere. Forskellen er ikke kun geografisk. Den er også mental. Vi har vænnet os til en natur, der er kontrolleret, opdelt og sikker. Skove er rekreative områder, landskaber er produktionszoner, og risiko er noget, der helst skal fjernes. Men naturen er ikke designet til vores komfort.

Ulven er ikke problemet

Ulven er ikke en fremmed indtrænger. Den er en naturlig del af økosystemet, som vi selv har udryddet og nu langsomt ser vende tilbage. Dens tilstedeværelse skaber utryghed for nogle, ja, men den spiller også en vigtig rolle i naturens balance. Problemet er ikke ulven. Problemet er vores forventning om, at naturen skal være ufarlig.

En svær, men nødvendig balance

Det betyder ikke, at landmænd bare skal acceptere tab. Selvfølgelig ikke. Men løsningen er heller ikke at fjerne rovdyr, hver gang de bliver besværlige. Der findes alternativer: bedre hegn og beskyttelse af husdyr, økonomisk kompensation ved tab og målrettet regulering af enkelte problemindivider. Det kræver investeringer og vilje, men det er prisen for at have en levende natur.

Hvem skal tilpasse sig?

Vi stiller ofte spørgsmålet forkert. Det handler ikke om, hvorvidt ulven kan passe ind i Danmark. Det kan den, det har den gjort før. Spørgsmålet er, om vi kan. For i virkeligheden er det måske ikke naturen, der har et tilpasningsproblem. Det er os.

Når debatten glider

Nogle forsøger at koble denne diskussion med menneskers evne til at tilpasse sig samfund og kultur. Men det er en sammenblanding, der mudrer debatten. Naturforvaltning handler om økologi, ansvar og sameksistens med andre arter. Integration handler om mennesker, rettigheder og fælles spilleregler. Begge dele er komplekse, men de er ikke det samme.

Et valg om værdier

Debatten om ulven er i sidste ende ikke kun en diskussion om dyr. Den er et spejl af vores værdier. Vil vi have en natur, der er levende, også når den udfordrer os? Eller vil vi have en natur, der er fuldstændig tilpasset mennesket? Det begynder at ligne, at vi allerede har truffet valget. Vi taler om at beskytte naturen, men insisterer samtidig på retten til at bestemme over den. Vi vil fjerne ulven og erstatte den med solceller og vindmøller.

Vi gemmer vores tusindvis af lossepladser væk og kalder det hensyn. Vi kan allerede se konsekvenserne af den tankegang. Når mennesker former og styrer naturen efter egne behov, følger der konsekvenser med. Klimakrisen er ikke opstået tilfældigt. Den er skabt af vores ønske om kontrol, vækst og bekvemmelighed. Og alligevel fortsætter vi. Vi vil stadig styre naturen. Også når det er naturen, der sætter grænserne. Er det virkelig naturbeskyttelse, eller er det naturkontrol? Måske burde vi i stedet løfte blikket.

I andre dele af verden lever mennesker tættere på naturens kræfter, end vi gør. De finder løsninger for at beskytte deres kæledyr og husdyr uden nødvendigvis at fjerne de vilde dyr. Måske er det ikke kun dem, der har noget at lære. Måske er det os.