Debatten om ulven handler i dag om langt mere end rovdyr i den danske natur. Den er blevet et levende eksempel på, hvordan den offentlige samtale forvandles, når den foregår ufiltreret på de sociale medier. Her opstår konflikter ikke bare, men eskalerer ukontrolleret.
Set i det lys passer ulvedebatten næsten uhyggeligt godt ind i den analyse, den italienske forfatter Giuliano da Empoli fremlægger i sit essay Rovdyrenes tid. Hos ham er det moderne samfund rykket ind i et nyt landskab af rå magt. Altså et sted, hvor rationelle argumenter, kompromiser og institutioner taber terræn til instinkt, konflikt og opmærksomhed. Den politiske og offentlige samtale er ikke længere styret af dem, der har de bedste argumenter, men af dem, der forstår at udløse følelser som frygt, vrede og identifikation.
Ulven er i den sammenhæng ikke bare et dyr. Den er blevet et narrativt og polemisk våben. For nogle symboliserer den alt det, man oplever som en trussel mod hverdagen. Det kan være tab af kontrol, afstand mellem land og by, beslutninger truffet langt væk fra dem, der lever med konsekvenserne. For andre er ulven selve beviset på menneskets ansvar over for naturen og et opgør med en forestilling om, at alt skal indrettes efter menneskelig komfort. Når de her fortællinger kolliderer på de sociale medier, opstår der ikke dialog, men snarere kamp.
Det er præcis den mekanisme, Rovdyrenes tid beskriver. Da Empoli viser, hvordan sociale medier har skabt et nyt økosystem, hvor det ikke er sandhed eller viden, der overlever, men det, der er mest aggressivt, mest provokerende og mest mobiliserende. I den verden belønnes rovdyrets adfærd, som går på at slå til først, at vise tænder og at dominere fortællingen. Ulvedebatten følger samme logik. Nuancer drukner. Enten er man for ulven og imod landbruget eller omvendt. Tvivl tolkes som svaghed. Forsøg på at forklare komplekse hensyn opfattes som skjulte dagsordener. Som italieneren påpeger i sit essay, lever rovdyret ikke af kompromiser, men af klare fjendebilleder.
Det er her, samtalen for alvor kører af sporet. På sociale medier diskuterer vi sjældent for at forstå hinanden. Vi diskuterer for at positionere os. Ulven bliver et banner, man kan marchere under. Algoritmerne forstærker det yderligere. Desto mere konfliktfyldt indlægget er, desto mere spredes det. Desto skarpere fjenden tegnes, desto større rækkevidde. Det gælder desværre ikke kun i debatter om ulven, men også mere generelt i diskussioner om samfundsforhold som eksempelvis energipolitik.
Det afgørende er, at dette ikke nødvendigvis skyldes onde mennesker. Det skyldes et system, der favoriserer instinkt over indsigt. I sådan et system bliver selv velmenende borgere og debattører let trukket ind i en forskruet logik, de ikke selv har valgt. Spørgsmålet er derfor ikke kun, hvordan vi håndterer ulven som naturfænomen eller et hvilket som helst andet emne seriøst, men hvordan vi undgår selv at adoptere rovdyrenes adfærd i den offentlige samtale.
Ordentlighed kommer ikke tilbage af sig selv. Den kræver mod. Mod til at sige, at jeg ved ikke alt. Mod til at anerkende, at modpartens frygt kan være reel, selv hvis man er uenig i løsningen. Mod til at lade være med at reagere øjeblikkeligt.
Medierne har i sagens natur et særligt ansvar her. Hvis alt fremstilles som front mod front, bidrager journalistikken uforvarende til rovdyrenes spil. Ordentlig meningsdannelse kræver plads til det langsomme, det forklarende og det uafgjorte, også når det ikke er det mest klikbare.
Ulvedebatten afslører altså, at vi står midt i den tid, da Empoli beskriver. En alvorlig tid, hvor rovdyrene trives, fordi systemet belønner dem. Spørgsmålet er imidlertid, om vi vil acceptere præmissen, eller om vi insisterer på, at et demokrati ikke kan fungere i evig jagtmodus.
Hvis vi ikke kan føre en ordentlig samtale om et eneste rovdyr i den danske natur, risikerer vi, at rovdyrene for alvor får overtaget. Ikke i skoven, men i vores måde at tale med og om hinanden på.
Her på netavisen vil vi gerne opfordre til, at debatten trækkes fra de sociale medier ind i kommentarfelterne direkte under artikler. Det er vores klare erfaring, at tonen her et bedre, hvilket levner mere plads til eftertanke og argumenter.
Rigtig god 1. maj og store bededag!
Link til relateret artikel
Det er bare underligt at nogle i EU & i København kan bestemme over vor natur i Jylland. Kommer ulven over en bro til en af øerne øst på, da skal den fjernes, for øerne er for små i Danmark, Sjælland er for lille til at have en ulv. Men problemet skal jo løse – så man laver bare regler om ulvehegn, så er det problem løst fra deres side. Når en rev finder boplads i byerne å kan man forvente at ulven osse trænger sig på.
Men det er ikke bare KBH, der har sagt noget Det er internationale forpligtelser vi har underskrevet for 25-30 år siden – som har betydet at resten af Europa har fået vildsvin, bjørne, losser og andet tilbage. Så virker det lidt sølle at bakke ud nu med den begrundelse, at ulvene ikke er kommet til Fyn og Sjælland endnu.
Nu er det vel sådan at der blev sat hegn op imod vildsvinene og nej ulven er ikke i fare for udryddelse så fredningen er blevet lempet .I mange lande har man våben til at forsvare sig med men her kan vi ikke få tilladelse til en”bjørnespray” vi er jo overladt til vores egen skæbne .Ulve og rewilding hører ikke til her i dk vil folk se ulve må de gå i dyrehaver hvor de har dem .Det er på tide vi står sammen og får stoppet voldtægten af vores natur det være sig skovfældning og rewilding hvor dyrene bliver sultet ihjel for at tilfredsstille en eller anden akademiker uden nogen sans for virkeligheden