Der har ifølge arrangørerne igen i år været rigtig stor forhåndsinteresse for den kommende weekends store fiskekonkurrence både for gæster og medlemmer af Jysk Småbådsfiskeklub, som vil have base ved Marinaen og Moonshine på Sydvestkajen i Hirtshals.
Tidligere er der da også blevet fanget rigtig mange og ikke mindst forskellige og store arter, idet lystfiskerne ikke behøver at sejle ret langt ud for at fange blandt andet store torsk i farvandet ud for Hirtshals. Der dystes sædvanlig også om store og fine præmier.

Handelschef Per Martensen hos Hirtshals Handel & Erhverv plejer at sørge for, at havnebyens spisesteder og butikker er helt klar til at modtage både de mange lystfiskere og nysgerrige gæster, som lokkes til af konkurrencen hos Jysk Småbådsfiskeklub.
Handelschefen har åbenbart også været i kontakt med vejrguderne, idet langtidsprognosen hos yr.no lover godt vejr med tilpas vind og lidt solskin i og omkring Hirtshals.


