Af Lars Høgh
Byrådsmedlem for Venstre
Hjørring Kommune
Der er gået lidt tid siden byrådsmødet i onsdags og jeg ville faktisk have været i gang med at skrive mine refleksioner tidligere men så kom Nordjyske i fredags og det gav mig anledning til en yderligere refleksion, som så gjorde, at jeg lige måtte bruge lidt mere tid inden dette skriv – derom mere om lidt.
Langt hen ad vejen kunne man godt kalde onsdagens byrådsdagsorden for kedelig i mange henseender – mødet tog faktisk også kun godt en times tid. Kommunens regnskab for 2025 og revisionsberetningen skulle byrådet forholde sig til. Hovedpointen var den, at regnskabet var som forventet og derfor havde forvaltningen udført god økonomistyring i 2025. Det udtrykte byrådet sin tilfredshed med, så var der generelt ikke meget mere at sige om den sag.
Regnskaber fra boligselskaber
Herefter behandlede vi en række bevillingssager og tog regnskaber fra boligselskabet til efterretning. I og for sig ikke det store, men det er vigtigt at være opmærksom på, at nogle af vores boligselskaber har afdelinger, som står med og foran udfordringer i forhold til det faldende folketal i kommunen som gør, at selskaberne kan komme til at stå med lejligheder som de ikke kan udleje, især lejligheder i kommunens udkant som ikke er attraktive hverken geografisk eller fysisk – de er nedslidte og ligger bare ikke der, hvor folk helst vil bo, desværre.
Naturmødet hvad vi vil med det?
Nu må Naturmødet vel snart kunne gå rundt i sig selv, og har vi i grunden overhovedet nogen gavn af det? Spørgsmålet blev stillet i byrådssalen af en af mine kollegaer. Svaret er nok lidt mere kompliceret at give. Blandt andet ved vi, at de statslige tilskud er betinget af et lignende kommunalt tilskud. Vi ved også at de folk der kommer udefra til
Naturmødet jo alt andet lige skal have et sted at bo og også noget at spise og det genererer omsætning i Hirtshals og omegn – hvilken værdi har det mon i grunden? Mon ikke også en enkelt eller to af gæsterne finder vores egn attraktiv og måske vælger at tage på ferie her på et tidspunkt og får langt lidt i de handlendes pengekasser og måske også i sommerhusudlejernes. Det er svært at sige, men for mig må jeg sige at Naturmødet har værdi også selvom kommunen skal medfinansiere det, men finansiere det alene – det kan og skal kommunen ikke!
Trætophytter i Lønstrup
Er det er rimeligt at bygge hytter der er 11 m høje og hvor meget belastes stierne i vores lokalområde? Før byrådets behandling havde teknisk udvalg (TMU) forholdt sig til samme spørgsmål I forhold til et kommuneplantillæg og en lokalplan for et område i Lønstrups østligste del. Inden mødet i TMU kørte jeg faktisk en tur til Lønstrup for selv at se på forholdene, det er somme tider lettere at vurdere noget, når man har set det i virkeligheden. Jeg forstår godt indsigelserne, men jeg tror projektet, når det er realiseret, vil være til mindre gene end det umiddelbart virker til. Ja, det er en vurdering, men sådan ser jeg det og derfor stemte jeg for da punktet blev behandlet i byrådssalen.
Hvad gør vi med børnene i vores skoler?
Dagens sidste to punkter var initiativretspunkter stillet af Vendelbolisten. Det ene handlede om tre børn i Bagterp, som reelt var en del af et punkt som byrådet behandlede på sit sidste møde og dengang traf en, muligvis upopulær, men synes jeg, rigtig beslutning om ikke at genbehandle.
Det kan man naturligvis mene meget om, men vi har mange skoletilbud i Hjørring by som er tæt på hinanden og derfor skal vi passe på med at udvide klassetallet et sted, når vi har tomgang et andet sted. Hvis vi stod med en god økonomi, kunne vi tillade os at være mere large, men det gør vi ikke – vi skal spare 120 mio. kr. de kommende år og hver gang vi bruger penge, ja så skal vi bare spare endnu mere.
Det andet initiativretspunkt handlede om to børn i Løkken – eller rettere om to børn som muligvis flytter til Løkken og som skal i skole efter sommerferien. Hvis børnene reelt flytter til Løkken står vi formentlig med det problem, at der ikke er plads i den kommende klasse på Løkken skole og derfor kan børnene muligvis blive henvist til Vrå Skole. Sagen blev henvist til BFU til nærmere analyse og det finder jeg helt rigtigt.
Min holdning er så også den, at man kan godt bede forældre om at køre 2-3 km til skole med deres børn, men der er 17 km fra Løkken til Vrå -det synes jeg er noget ganske andet. Men som anført, børnene er ikke flyttet til Løkken endnu. Hvis de gør det, må vi forholde os til det.
”Drabet” i byrådssalen
På et af de første byrådsmøder jeg deltog i blev ordet ”drab” bragt ind i debatten i forhold til en trist sag, hvor en borger blev fundet død på gangen på et af kommunens ældrecentre.
Jeg husker det stadig ganske tydeligt og det var en ret ubehagelig oplevelse. Beskyldningerne fra en af mine byrådskollegaer fløj igennem luften og sagen fyldte meget i medierne, og kostede kommunen en del penge i en uvildig advokatundersøgelse af et byrådsmedlem og af borgmesteren. Derfor var jeg spændt da afgørelsen fra Styrelsen for patientklager tikkede ind i min mailboks.
For hvordan ville du have det, hvis det var dit arbejde og din arbejdsplads som så voldsomme beskyldninger blev rettet imod både i medierne og på de sociale medier mod personalet og ledelsen på ældrecenteret. Nu er afgørelsen kommet og det hedder, ganske kort ”Ældrecenteret … får ikke kritik for behandlingen”.
Mens vi har ventet på afgørelsen er Hjørring Kommune så igen blevet udstillet negativt i medierne, medarbejderne på et ældrecenter har med garanti haft svære arbejdsdage mens de ventede på afgørelsen, alt sammen takket være, ja i grunden – takket være hvad…


