I Mosbjerg har mange forskellige planter fundet vej til jorden i køkkenhaven gennem den seneste tid, skriver Vendsyssel Historiske Museum.
Det drejer sig om gulerødder, porrer, blegselleri, fennikel, bønner, asier, rødbeder, grønne og røde majroer, ærter, kruspersille, rodpersille og meget mere. Af kålsorter findes der i haven blomkål, grønkål, hvidkål, rosenkål, spidskål og rødkål, og ligeledes er løg at finde i mange varianter: rødløg, zittauerløg, skalotteløg, salatløg og etageløg.
Det er de otte frivillige på Havelauget ved Landskabs og Landbrugsmuseet, der hvert år står for at udarbejde planen over, hvilke grøntsager og andet, der skal være i køkkenhaven, hvor de skal placeres, plante dem, holde køkkenhaven hen over sommeren og at høste grøntsagerne, når de er klar til salg i anledning af hovedsageligt Høstdagen og Kartoffeldagen. De mødes inden foråret til ”frø-møde”, hvor sæsonen planlægges, og når vejret tillader det, bliver der plantet og sået. I løbet af sommeren mødes lauget hver 14. dag, hvor medlemmerne arbejder i haven.
I juli måned bliver Havelauget ofte inviteret på kaffe og hjemmebag, når de arbejder i haven. Det står de forskellige husmandsfamilier, der bor i husmandsstedet om sommeren, klar med. Til gengæld kan husmandsfamilierne også nænsomt nyde godt af de grøntsager og bær, der er klar til at blive høstet i haven, så de på den måde får et tilskud til deres måltider i den uge, hvor de bor i Mosbjerg, ligesom de kan høste bær til at lave syltetøj og saft af.
Både gæster og personalet på museet nyder i løbet af sommersæsonen synet af den velholdte køkkenhave, for det er et utrolig flot stykke arbejde, som Havelauget hvert eneste år præsterer, og det er vi på museet meget taknemmelige over.
Hvis man som gæst har lyst til at få sig en snak med de frivillige og se lauget arbejde, så er der placeret et skilt ved indgangen til køkkenhaven, hvor der bl.a. står dato og klokkeslæt for næste gang de mødes, så kig endelig forbi.
Kilde: Vendsyssel Historiske Museum.