Tirsdag aften samlede Hirtshals Musikforening og Musik Under Trappen (MUT) medlemmer og frivillige til den årlige generalforsamling. Her blev der gjort status over et år, som ifølge formand Rasmus Jespersen vil blive husket som et af de mest succesfulde i foreningens historie.
I sin beretning fremhævede formanden 2025 som et særdeles stærkt år med både kunstnerisk kvalitet og stor publikumsopbakning. Året bød på tre udsolgte koncerter med Version 1, Jacob Dinesen og Allan Olsen, der alle blev taget imod med begejstring af publikum og understregede Hirtshals Musikforenings position som en markant aktør på den nordjyske musikscene.
Højdepunktet for mange var dog Musik Under Trappen 2025, som ifølge beretningen blev en regulær publikumssucces med rekordmange gæster. Aftenen bød på Aphaca som åbningsnavn, hvorefter jung og Shu-bi-dua 2.0 sørgede for en intens finale og en stemning, der blev beskrevet som både unik og fællesskabsskabende.
– En aften vi aldrig nogensinde kommer til at glemme, lød det fra formanden, der samtidig understregede, at succesen ikke havde været mulig uden den store indsats fra de mange frivillige.
I løbet af ugen op til arrangementet lagde et stort antal ildsjæle timer og kræfter i planlægning, opbygning og afvikling, og det blev på generalforsamlingen slået fast, at foreningen skylder sine frivillige en stor tak for deres vedvarende engagement år efter år. Også de medvirkende musikere blev fremhævet for deres villighed til igen og igen at bakke op om arrangementerne i Hirtshals.
Bestyrelsen har samtidig haft blikket rettet mod fremtiden. I november deltog bestyrelsen i en inspirationstur til Nibe Festival, hvor formålet var at hente ny viden og idéer, som kan udvikle og styrke kommende arrangementer. Erfaringerne herfra forventes at få betydning for både Musik Under Trappen og foreningens øvrige koncertaktiviteter.
Samarbejdet med foreningens faste koncertsteder blev også fremhævet som en afgørende faktor. Den Svenske Sømandskirke – Hirtshals Kulturhus og Nordsøen Forskerpark blev nævnt som særdeles værdifulde partnere, som gennem mange år har dannet ramme om koncerter og musikalske fællesskaber.
Afslutningsvis rettede Rasmus Jespersen en stor tak til publikum, sponsorer, fonde, bestyrelse og alle øvrige, der bidrager til arbejdet og gør det muligt at skabe levende musikoplevelser i Hirtshals.


