Hjørring Gymnasium har modtaget knap 700.000 kroner fra Region Nordjylland til to ambitiøse udviklingsprojekter. Projekterne sætter fokus på både fremtidens sprogfag og en styrket, praksisnær undervisning i STEM-fagene og skal bidrage til øget motivation og bedre sammenhæng i uddannelsessystemet. Bevillingen vækker stor glæde på gymnasiet.
”Det er en klar anerkendelse af det udviklingsarbejde, vi har gang i. Projekterne rammer nogle helt centrale udfordringer, nemlig hvordan vi fastholder interessen for fagene og viser eleverne sammenhængen mellem skole, uddannelse og arbejdsliv”, siger rektor Elsebeth Gabel Austin.

Nyt blik på sprogfagene
Det ene projekt har titlen ’Nytænkning af sprogfagene til fremtiden’, og det handler om at give sprogfagene et løft gennem nye undervisningsformer og et fælles grammatiksprog på tværs af uddannelsesniveauer. Her er målet at styrke elevernes interesse for fremmedsprog ved at tage udgangspunkt i elevernes egen sprogproduktion og kreative arbejde.
”Når eleverne oplever, at sprog handler om at skabe betydning og tage ordet, vokser både deres motivation og deres sproglige sikkerhed. Samtidig giver projektet et stærkere samarbejde mellem lærere på tværs af institutioner”, forklarer rektor.

Hjørring Gymnasium er initiativtager og tovholder på projektet, som gennemføres i samarbejde med UCN’s læreruddannelse, EUC Nord/hhx samt tre grundskoler i Hjørring Kommune: Hjørring Private Realskole, Muldbjerg Skole og Højene Skole. Projektet udspringer af Hjørring Kommunes sprogstrategi fra 2020, som inkluderer sprogfagene på alle uddannelsesinstitutioner i Hjørring. VUC er derfor også medtænkt i erfaringsudveksling.
Virkeligheden helt ind i STEM-fagene
Det andet projekt, ’Træk virkeligheden ind i STEM-undervisningen’, skal danne grundlag for en ny professionsrettet STEM-studieretning med matematik og fysik på Hjørring Gymnasium. Her er ambitionen at gøre naturvidenskaben mere virkelighedsnær og samtidig synliggøre de mange uddannelses- og karrieremuligheder inden for STEM-området i Nordjylland. Projektet gennemføres i samarbejde med UCN, Aalborg Universitet, grundskoler og lokale virksomheder.
En central del af projektet er en såkaldt tredelt rollemodelkæde, hvor gymnasieelever møder rollemodeller fra virksomheder og videregående uddannelser og selv bliver rollemodeller for grundskoleelever. Elevernes aktive rolle er ifølge Elsebeth Gabel Austin af afgørende betydning:
”Vi ved, at mødet med konkrete rollemodeller og virkelige problemstillinger gør en stor forskel. Når elever kan se sig selv i en faglig rolle, styrker det både deres motivation og deres valg af videre uddannelse, siger rektor.

I løbet af projektperioden vil omkring 100 STEM-elever blive klædt på til blandt andet at planlægge science-dage for grundskoleelever, deltage i virksomhedsbesøg og arbejde med case-baseret undervisning i samarbejde med lokale virksomheder.
Bygger på tidligere succes
Det nye STEM-projekt er inspireret af et tidligere regionsstøttet samarbejde mellem Hjørring Gymnasium og UCN’s sundhedsuddannelser. Her har gymnasiets bio-science-elever haft mulighed for at afprøve teori i praksis gennem forløb på blandt andet Regionshospital Nordjylland. Erfaringerne herfra viser, at praksisnær undervisning giver stor værdi for eleverne. Den viden tager gymnasiet nu med videre i udviklingen af nye studieretninger.
For Hjørring Gymnasium er de to bevillinger et tydeligt tegn på en fælles retning mellem skole og region:
”Begge projekter handler om at udvikle undervisningen, så den opleves meningsfuld for eleverne, og om at styrke de kompetencer, der efterspørges i fremtidens uddannelser og på arbejdsmarkedet. At vi kan gøre det i tæt samspil med både grundskoler, videregående uddannelser og virksomheder, er en stor styrke”, understreger Elsebeth Gabel Austin.


