Grammatikken skal igen have en tydelig plads i undervisningen, hvis færre unge skal stå af i fremmedsprogene. Det er udgangspunktet for et nyt, ambitiøst projekt på Hjørring Gymnasium, hvor fire fremmedsprog får et markant løft gennem en ny og mere kreativ tilgang til grammatikundervisningen.
– Kører man bil i trafikken, skal man kende færdselsreglerne. På samme måde er grammatik afgørende for, at man kan færdes sikkert på et fremmedsprog, fastslår rektor Elsebeth Gabel Austin.
Projektet bærer titlen “Nytænkning af sprogfagene til fremtiden” og har netop modtaget knap 400.000 kroner i støtte fra Region Nordjylland. Midlerne skal over de kommende to år bruges på at udvikle og afprøve en metode kaldet farvegrammatik i undervisningen i engelsk, tysk, fransk og spansk.
Grammatik gennem kreativitet
Farvegrammatik tager udgangspunkt i, at sprogets strukturer visualiseres ved hjælp af farver, samtidig med at eleverne arbejder med deres egen kreative skrivning. Målet er at gøre grammatik mere håndgribelig og meningsfuld – ikke som tør regelindlæring, men som et redskab til at skabe betydning og tage ordet.
Ifølge Elsebeth Gabel Austin viser erfaringer, at netop denne tilgang kan være med til at styrke både motivation og sproglig sikkerhed hos eleverne.
– Når eleverne oplever, at sprog handler om at udtrykke sig og blive forstået, vokser lysten til at lære sproget, siger hun.
Idéen udspringer af læreruddannelsen på UCN, hvor farvegrammatik allerede anvendes fra 6. klasse på udvalgte grundskoler som forsøg. Nu skal metoden videreudvikles og forankres på tværs af hele uddannelseskæden i Hjørring.
Samarbejde på tværs af uddannelser
Hjørring Gymnasium er tovholder på projektet, som samler en række uddannelsesinstitutioner i et tæt samarbejde. Ud over gymnasiet deltager UCN’s læreruddannelse, EUC Nord/hhx samt tre grundskoler i Hjørring Kommune: Hjørring Private Realskole, Muldbjerg Skole og Højene Skole. Også VUC er medtænkt i projektet.
Projektet indledes med efteruddannelse af sproglærere på UCN og besøg på de deltagende grundskoler. Herefter skal metoderne videreudvikles og tilpasses gymnasiets kommende 1.g-klasser.
– Vi er sammen om at løfte sprogfagene og skabe en rød tråd fra grundskole til ungdomsuddannelse, lyder det fra rektoren.
Del af kommunal sprogstrategi
Initiativet er en direkte udmøntning af Hjørring Kommunes sprogstrategi fra 2020, der har som mål at styrke sprogfagene på tværs af alle uddannelsesniveauer i kommunen.
Med projektet håber Hjørring Gymnasium og samarbejdspartnerne at vise, at nytænkning af fremmedsprogsundervisningen – med grammatikken som et synligt og kreativt omdrejningspunkt – kan være med til at sikre, at flere unge får både lyst og mod på at bruge sprog aktivt i fremtiden.
Link til relateret artikel
Stor bevilling til udvikling af undervisning på Hjørring Gymnasium


