Stafet For Livet i Hjørring kan i år præsentere et helt særligt bidrag i kampen mod kræft. Den anerkendte kunstner Lone Mørkøre har doneret sit prisvindende værk Løsrivelsen, som nu bliver sat på auktion til fordel for Stafet For Livet.
Maleriet er et unikt værk fra kunstnerens eksklusive SuperUnika®-serie og har tidligere vakt stor opmærksomhed. Løsrivelsen modtog både juryens førstepris og publikumsprisen ved H. C. Andersen-jubilæumsudstillingen i Odense, og regnes blandt Lone Mørkøres mest markante værker.
Det fysiske kunstværk kan opleves den 28. august, hvor auktionen samtidig skydes i gang. Her får publikum mulighed for at se maleriet på nært hold, inden budgivningen går i gang. Selve auktionen foregår digitalt via QR-kode ved værket og vil være åben i 14 dage efter Stafet For Livet i Hjørring den sidste weekend i august.
Alle indtægter fra auktionen går ubeskåret til Stafet For Livet og dermed direkte til kræftsagen. For arrangørerne i Hjørring er donationen både en gave og et stærkt signal om opbakning til det arbejde, Stafet For Livet udfører.
Hos Stafet For Livet bliver bidraget mødt med stor glæde og taknemmelighed. Donationens betydning rækker ud over det økonomiske, da kunstværket også bidrager til at sætte fokus på fællesskab, håb og kampen mod kræft. Vel at mærke værdier, som er centrale for Stafet For Livet.
Med auktionen af Løsrivelsen får både kunstinteresserede og støtter af Stafet For Livet mulighed for at erhverve sig et unikt værk og samtidig gøre en forskel for en sag, der berører mange.


