Af Per Møller
1. Viceborgmester
Det Konservative Folkeparti
Hjørring Kommune
I Bibelen læser vi fortællingen om Urias. En loyal soldat, som blev sendt helt frem i forreste linje. Ikke fordi han havde svigtet. Ikke fordi han var svag. Men fordi nogen havde brug for, at han stod dér, hvor presset var størst, og hvor risikoen for at blive ramt var næsten sikker.
Derfra stammer ordet “uriaspost”.
En plads med ansvar. Med pres. Med kritik fra alle sider.
Nogle gange tænker jeg, at mange af dem, der arbejder med vores mest sårbare borgere i dag, står på netop sådan en post.
For sandheden er, at det specialiserede socialområde og ældreområdet i Danmark oplever nogle af de største og vanskeligste udfordringer i vores velfærdssamfund. Også i Hjørring Kommune.
Det gælder medarbejderen, som møder ind fredag aften eller mandag morgen og ved, at natten eller dagen kan blive udfordrende.
Det gælder den pårørende, som er udmattet af bekymringer.
Det gælder lederen, som mangler medarbejdere, men samtidig skal få økonomi, arbejdsmiljø og faglighed til at hænge sammen.
Og ja, det gælder også lokalpolitikerne.
For når sager om botilbud, plejehjem og tilsyn rammer overskrifterne, er det sjældent, fordi nogen ønsker konflikter eller dårlige løsninger. Oftest er det, fordi vi står midt i en virkelighed, hvor opgaverne vokser hurtigere end hænderne, økonomien og systemerne kan følge med.
Vi ser det over hele landet.
Flere borgere har brug for specialiserede tilbud. Problemstillingerne er mere komplekse. Rekrutteringsudfordringerne er massive. Samtidig presses kommunerne økonomisk som aldrig før.
Og midt i det hele forsøger medarbejdere, ledere og politikere at navigere i nye styringsmodeller, dokumentationskrav, sundhedsreform, ældrelov og visitationer som VUM 2.0, hvor intentionen er bedre sammenhæng og kvalitet.
Det er let at pege fingre. Det er langt sværere at finde løsninger.
Den største fejl, vi kan begå i disse år, er at gøre mennesker til modstandere af hinanden.
Pårørende vs. medarbejdere.
Medarbejdere vs. ledelse.
Kommuner vs. familier.
Politikere vs. virkeligheden.
Hvis vi ender dér, taber alle.
For velfærd bliver ikke stærkere af frustrationer alene. Den bliver stærkere af ansvar, ærlighed og fællesskab.
Der findes ikke lette løsninger på rekrutteringsudfordringerne, på demografipresset eller på det specialiserede socialområde, for vi bliver samtidig nødt til at holde fast i, at mennesker med handicap, psykisk sygdom, aldersrelateret sygdom eller særlige behov ikke må reduceres til “budgetbrikker”.
Et samfund skal måles på, hvordan vi behandler dem, der har mest brug for fællesskabet. Ikke kun når økonomien er god. Men især når den er presset.
Derfor kræver tiden også noget af os som politikere, med mod til at tage ansvar for de svære prioriteringer også når kritikken rammer.
For nogle poster er uriasposter.
Urias blev sendt til fronten fordi Kong David havde forført Urias’s hustru med en graviditet til følge. Urias var kort sagt i vejen. Metaforen halter en smule …
Men Per, så hjælp dog med at finde løsninger, istedet for bare at sige det kommer til at gøre ondt det her.
Tag en mappe med sager af de borgere som i hele tiden henviser til er for dyre i drift og tag ind på borgen og kæmp kampen for dem. Sig det er det her vi skal klare i kommunen og til det skal vi bruge det og det antal kr, og så bede dem om at forklare hvordan I skal få det til at hænge sammen uden ekstra økonomi. Det må de jo kunne svare på og hvis ikke, så må de jo hjælpe.
Spørg sundhedspersonale/ omsorgspersonalet hvorfor de flygter de fra brancherne og hvad kunne man gøre så de blev.
Lav nytænkning, kan kommunerne få lov at føre økonomi uden at ting skal øremærkes til en bestemt kasse, men kan flyttes rundt til der hvor der er behov for dem.
Skab systemer der gør det muligt at leve for en indkomst, således at familier med 2 voksne har mulighed for at tage omsorgsopgaver hjem, hvis der er behov for det.
Og så handler det vel også om at man sætter en prioriteringsliste for hvad kommunernes helt basale opgaver er, og hvad man ønsker at bruge penge på hvis der er råd efter at de nødvendige udgifter er betalt.