Der var både varme, forventning og tydelig begejstring i luften, da udstillingen “Vi elsker Poul Anker Bech” åbnede med fernisering i Kunstbygningen i Vrå – Engelundsamlingen.
Ferniseringen blev et regulært tilløbsstykke, hvor mange lagde vejen forbi for at opleve en kunstner, hvis værker gennem årtier har haft en særlig plads i danskernes og ikke mindst vendelboernes bevidsthed.
Ifølge Karl H. Bornhøft, der var en af dagens talere, de andre var Signe Højmark, Flemming Møller Mortensen og Felicia Lillelund Bech, blev det en eftermiddag præget af både nærvær og fællesskab omkring kunsten.
I sin tale beskrev han Poul Anker Bechs kunst som noget, der bevæger sig i spændet mellem det beundringsværdige og det dybt personlige. Det er kunst, man ikke blot betragter på afstand, men som man lever med, og som over tid vokser ind i ens egen forståelse af verden.
For mange begynder mødet med kunstnerens værker stille, forklarede han. Et billede fanger blikket lidt længere end forventet. Noget ulmer under overfladen. Og langsomt opstår en fascination, der ikke nødvendigvis kan forklares entydigt.
Bornhøft talte også ud fra egne erfaringer. Gennem flere år har han haft flere af kunstnerens værker tæt på og har samtidig haft mulighed for at møde mennesket bag. Han fremhævede kunstnerens ro, skarpe iagttagelsesevne og ikke mindst hans åbne tilgang til fortolkning.
Poul Anker Bechs udsagn “Din tolkning kan jo være lige så god som min” blev fremhævet som kernen i hans kunstneriske virke.
En åben invitation til beskueren
Netop dette åbne rum for fortolkning blev præsenteret som en af de centrale kvaliteter ved Poul Anker Bechs motivverden. Bornhøft pegede på tre væsentlige grunde til, at publikum bør dykke ned i kunstnerens univers.
For det første rummer værkerne det genkendelige som landskaber, bygninger og hverdagselementer, men altid med en forskydning, der gør motivet gådefuldt. Det velkendte bliver fremmed nok til, at beskueren må stoppe op og tænke.
For det andet er der plads til den enkeltes egen historie. Der findes ingen facitliste, ingen korrekt tolkning. Kunstens styrke ligger netop i mødet mellem værk og beskuer.
For det tredje tilbyder værkerne noget, som mange savner i en moderne, travl hverdag, nemlig ro og eftertanke. I en tid præget af tempo og støj inviterer Poul Anker Bechs billeder til fordybelse, stilhed og gentagne blikke.
Fra private vægge til fælles oplevelse
Udstillingen er særlig ved, at hovedparten af værkerne normalt befinder sig i private hjem. Her er de en del af hverdagen for få, men ved ferniseringen blev de gjort tilgængelige for et bredere publikum.
Bornhøft fremhævede denne dimension som en gave i sig selv. At så mange samlere har valgt at udlåne deres billeder, vidner om en lyst til at dele oplevelsen. Glæden ved kunsten ligger ikke kun i at eje, men i mindst lige så høj grad i at lade andre få del i den.
Udstillingens titel, “Vi elsker Poul Anker Bech”, blev af taleren beskrevet som alt andet end tilfældig. Den fungerer som en direkte og ærlig kærlighedserklæring til kunsten, til kunstneren og til det særlige blik på verden, som hans værker repræsenterer.
Det handler ikke kun om æstetik, men om den stille insisteren på, at verden rummer flere lag, end man umiddelbart ser. At der altid er noget mere at opdage, hvis man giver sig tid.
Mødet mellem fortid og nutid
Ferniseringen bød også på personlige møder, der understregede kunstnerens fortsatte betydning. Forfatter Peter Mouritzen deltog og mødtes med førnævnte Felicia Bech Lillelund, datter af Poul Anker Bech, foran værket “Motiv fra Petershave”.
Mouritzen har kendt familien gennem mange år og kunne dermed knytte udstillingen til konkrete minder fra tiden på Bastholm Gl. Skole, hvor kunstneren boede og havde atelier. Mødet mellem fortidens relationer og nutidens udstilling gav arrangementet en ekstra dimension af nærvær og kontinuitet. Ferniseringen blev således ikke blot en åbning, men en markering af, hvordan Poul Anker Bechs kunst stadig formår at samle mennesker på tværs af generationer og relationer.
Med den store interesse ved åbningen er der forhåbentlig lagt op til, at endnu flere i den kommende tid vil tage del i udstillingen og måske selv opleve det øjeblik, hvor et billede bliver ved med at holde blikket fast lidt længere, end man selv havde regnet med.
