Ved folketingsvalget den 24. marts 2026 fik folketings- og byrådsmedlem i Hjørring Kommune, Thomas Klimek (S), med 4.116 personlige stemmer det femte nordjyske S-mandat i Nordjyllands Storkreds.
Thomas Klimek meldte før folketingsvalget ud, at han i tilfælde af valg til folketinget ville anmode om at udtræde af Hjørring Byråd.
– Min holdning til dobbeltmandater har været kendt i mange år. Et krævende hverv som folketingsmedlem på Christiansborg er uforeneligt med at passe de mange opgaver i lokalpolitikken i Nordjylland. Hvervet som folketingspolitiker kræver mange arbejdstimer i København og den øvrige verden. Det indebærer dertil et vederlag, som er meget velbetalt ift. en gennemsnitlig løn. Derfor bør man bruge al sin energi og arbejdskraft på én ting, og det er at arbejde for Nordjylland og nordjyderne i Folketinget og ikke andet, siger Thomas Klimek (S).

Thomas Klimek er i gang med sin tredje periode i Hjørring Byråd, hvor han er medlem af Økonomiudvalget. Tidligere har han været udvalgsformand og viceborgmester. I november 2025 opnåede han genvalg til byrådet med over tusinde personlige stemmer.
– Før mit genvalg til Hjørring Byråd i november 2025 meldte jeg klart ud, at et eventuelt senere valg til folketinget i 2026 ville få den konsekvens, at jeg nedlægger mit mandat i byrådet. Jeg brænder stadig for det politiske arbejde i min kommune, men det er urealistisk at bestride et dobbeltmandat i både Folketing og byråd. Derfor anmoder jeg byrådet om at stemme for at nedlægge mit mandat,” tilføjer det lokale folketingsmedlem.

Hvis Hjørring Byråd imødekommer Thomas Klimeks anmodning om at fritage ham for mandatet, vil hans plads i Hjørring Byråds overtages af Socialdemokratiets 1. suppleant Chelina Bagger, der er tidligere medlem af Hjørring Byråd fra 2018 til 2025.
Hjørring Byråd skal tage stilling til anmodningen på byrådsmødet onsdag den 27. maj.


