Formand René Thomsen fra den lokale dartklub Nordpilen fik onsdag morgen pludselig kuldegysninger og mærkede hårene på armene rejse sig.
Det var ikke på grund af en gyserfilm endsige mareridt eller noget i den retning, nej, det var ganske enkelt, fordi tilmeldingen til weekendens Vendsyssel Open i Hirtshals Idrætscenter var lukket.
Det er andet år, stævnet afvikles, og der er blevet sat noget af en rekord. Intet mindre end 392 tilmeldinger i de forskellige rækker og en samlet præmiepulje på 46.000 kr. er det blevet til i dette års udgave.

Det er 20.000 kr. mere end første år og svarer til cirka 125 flere tilmeldinger på tværs af rækkerne.
– Det er absolut vanvittigt, det her. Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har talt efter, men den er god nok, fortæller René Thomsen.
“Sikke en opbakning vi har fået. Jeg er simpelthen så stolt på klubbens og egne vegne. Det bekræfter os bare i, at vi må gøre noget rigtigt, tilføjer formanden.
Stævnet starter kl. 9 både lørdag og søndag, og der er fri entré for interesserede tilskuere.
Så kig forbi Hirtshals Idrætscenter og oplev atmosfæren i en dartverden, som i disse år vokser med raketfart.


