Michael Harritslev: Så får folkeskolen lige en tur mere i mediemaskinen

Denne gang handler det om manglende elevinddragelse, og selvfølgelig kommer sætningen “det viser forskningen” flyvende ind som det endelige knockoutargument. Det er efterhånden blevet den moderne udgave af…. så er diskussionen slut.

Og misforstå mig ikke for forskning er vigtig. Selvfølgelig er den det. Problemet er bare, at vi er landet et sted, hvor almindelige menneskers erfaringer, intuition og sunde fornuft nærmest skal stemples og godkendes, før de tæller.

Dybest set handler det om en form for fremmedgørelse. Når mennesker igen og igen får at vide, at deres egne oplevelser ikke rigtig gælder, før de er dokumenteret i en rapport, begynder de langsomt at miste tilliden til deres egen dømmekraft. Man lærer næsten at overse det, man selv kan se med egne øjne, fordi man hele tiden får signalet om, at “rigtig viden” først eksisterer, når den kommer ovenfra i et flot dokument med grafer og konklusioner.

Det skaber en afstand mellem mennesker og deres egen erfaring. En lærer kan stå med 20 års praksis, kende børnene, mærke stemningen i klassen og se præcis, hvad der fungerer og alligevel føle, at det ikke tæller rigtigt, hvis ikke en rapport har sagt det først. Det er og bliver en form for fremmedgørelse, hvor mennesker langsomt bliver gjort fremmede over for deres egen virkelighed og deres egen dømmekraft.

Forskning kan måle meget. Men den kan ikke altid måle mennesker, relationer eller det liv, der foregår mellem linjerne. Erfaring er faktisk også viden.

Problemet opstår, når “det viser forskningen” ikke længere bliver brugt til at starte en samtale, men til at lukke den. For så ender vi med et samfund, hvor folk holder op med at tænke selv og bare nikker anerkendende, så snart nogen med alvor i stemmen siger “det viser forskningen”.