Når Nordsøen Oceanarium tilbyder guidede rundture i byen og på havnen, foregår det normalt med bus og varer omkring en time. Men denne gang blev bussen i garagen, og turen foregik i stedet på gåben i det strålende solskin.
Ikke færre end 33 deltagere fra IFS Hjørring, der er en idrætsforening drevet af og for psykisk sårbare voksne, var med på gåturen, som var anført af Nordsøen Oceanariums sponsorchef Ole Kjærsgaard Nielsen og Lars Hansen fra The Sky is Blue, som blandt andet arrangerer events og vandreture på egnen.

Den fem kilometer lange tur tog et par timer og gik blandt andet forbi Jollehavnen, Fisketerminalen, det sorte tårn og den nye Camino‑skulptur ved Udsigtsstien.
”Det var en virkelig fin gåtur, hvor vi fik vist Hirtshals frem på en supergod og anderledes måde. Der var plads til mange gode fortællinger om byen, havnen og fiskeriet, og der blev stillet gode spørgsmål og vist stor interesse fra deltagerne,” siger Ole Kjærsgaard Nielsen.
”Samtidig var det en nærværende måde at være sammen på, og jeg tror helt sikkert, at vi kommer til at lave flere af den slags ture”.

Efter gåturen rundede deltagerne fra IFS Hjørring dagen af med et besøg hos Nordsøen Oceanarium, og de var meget begejstrede for oplevelsen.
“Vi havde en helt fantastisk dag med rundtur på havnen og fodring i Oceanariet samt sælfodring. Vi nød den gode atmosfære hele dagen, og det var et fantastisk godt arrangement fra Nordsøens side,” siger Helle Horsholt fra IFS Hjørrings bestyrelse.
”Vi er en helt særlig målgruppe, så det var dejligt med imødekommende personale og god vejledning gennem hele dagen. Vi kan klart anbefale gåtur i stedet for bus, der blev god plads til personlige fortællinger og anderledes oplevelser undervejs.”


