Af Karl H. Bornhøft,
Tidligere byråds- og amtsrådsmedlem samt folketingsmedlem
Hedebovej 1, Harken.
9760 Vrå.
Donald Trump lovede amerikanerne, at han ville gøre USA “great again”. Men det eneste, han med sikkerhed har opnået, er at svække respekten for USA i resten af verden.
Der findes uden tvivl mere brutale og undertrykkende ledere rundt omkring blandt verdens diktatorer og despoter. Men de fleste forsøger trods alt at skjule deres hævngerrighed og magtbegær bag diplomati og kontrol. Trump gør det modsatte. Han udstiller det åbenlyst – nærmest med stolthed.
Det er det, der gør ham så farlig.
Ikke kun for USA, men også for resten af verden.
Demokratier bygger på tillid, institutioner og respekt for politiske modstandere. Trump har gjort det stik modsatte. Han har gjort politik til et personligt hævntogt, hvor enhver kritik bliver mødt med angreb, hån eller trusler.
Samtidig har han været med til at skabe en verden præget af mere uro, større splittelse og mindre international tillid. USA har i årtier været opfattet som en stabil demokratisk stormagt. Det billede er alvorligt skadet.
Tilbage står et USA, som mange ikke længere ser op til – men holder øje med af bekymring.
Det kommer ikke til at forsvinde med et valg eller en ny præsident. Den skade, Trump har påført USA’s omdømme, vil tage mange år at rette op på.
Og måske bliver den største udfordring den dag, hvor amerikanerne selv for alvor opdager, hvordan resten af verden nu ser på deres land.


