Der var smil, forventning og højt humør i luften, da eleverne på 3. årgang på Hjørring Private Realskole (HPR) tidligere i maj satte kurs mod Løkken. Med kufferter, sportstasker og bamser pakket til kant steg de spændte elever om bord i bussen til årets længe ventede lejrtur.
Løkken viste sig fra sin bedste side med sol og forårsvarme, og også eleverne levede fuldt op til de høje forventninger. De to dage bød på en række aktiviteter og oplevelser, hvor både fællesskab, nysgerrighed og leg var i centrum.

Et af turens højdepunkter var besøget hos Bolcheriet, hvor eleverne både fik et indblik i håndværket bag bolcheproduktion – og mulighed for at smage resultatet. Rabarberbolcherne vakte stor begejstring, og oplevelsen gav både ny viden og søde minder med hjem.
Der var også god tid til at udforske naturen omkring Løkken. Strandture med besøg ved solnedgangspladsen, læmolen og Furreby Kystbatteri gav eleverne mulighed for at opleve det særlige kystlandskab. Samtidig blev både Vendsyssel Plantage og Løkken Miniby besøgt, hvilket bidrog til en varieret og oplevelsesrig tur.

I Løkken Idrætscenter stod den på masser af fysisk aktivitet. Her blev der spillet både fodbold, basketball, floorball og badminton, og energien var høj fra start til slut. Den klassiske rundboldkamp blev naturligvis også afviklet og til stor morskab for alle endte den helt lige.
Når dagens aktiviteter var slut, fortsatte hyggen på værelserne. Kortspil, grin og snak fyldte aftentimerne, og de medbragte godter blev delt i bedste fællesskabsånd.

Ifølge skolen blev alle forventninger til lejrturen indfriet og måske endda overgået. Turen blev præget af stærkt sammenhold, gode grin og uforglemmelige oplevelser for eleverne.
HPR retter samtidig en stor tak til Løkken Idrætscenter og dets personale for et vellykket ophold, der endnu engang dannede rammen om en mindeværdig lejrtur.


