Noget er sket med Naturmødet. Det begyndte som et folkemøde for de naturinteresserede og en arena for politisk debat, hvor tidens store spørgsmål om klima, biodiversitet og miljø fik luft under vingerne ved de forskellige scener og i Thunderdome.
Sådan er det til dels fortsat, med et overflødighedshorn af stande og scener, men i dag har Naturmødet udviklet sig til noget mere og bredere. Nemlig til et forum, hvor erhvervslivet i stigende grad og med god grund har fundet sig til rette. Vel at mærke ikke ved at erobre scenerne, men ved at indtage andre rum, der altid har eksisteret rundt omkring og i periferien.
Networking foregår nemlig ikke fra en scene. Den opstår blandt andet over maden og drikkevarerne ved Marina Cantina og på stande samt restauranter og i mødelokaler på hotellerne i Hirtshals. Her samles folk, der til hverdag ikke nødvendigvis sætter sig ved det samme bord, hvilket præcis er en af pointerne.
På fredagens morgenmøde med Erhverv Hjørring i Atriumsalen hos Nordsøen Forskerpark var naturmødechef Leif Leif Lund Jakobsen til stede og satte ord på den udvikling, han selv er vidne til og tilskynder. For ham er det ikke en udvanding af Naturmødets DNA. Det er så at sige en nødvendig modning.

Leif Lund Jakobsen fortalte på morgenmødet om en episode, der på sin vis illustrerer spændingen i det felt, eventet navigerer i og omkring. Noget overraskende var eventet nemlig blevet indstillet til, men heldigvis ikke tildelt den såkaldte Antibiodiversitetspris. Klogt nok også en distinktion, der bestemt ikke ønskes på hylden hos Naturmødet.
I samtaler med folkene bag prisen fik naturmødechefen som begrundelse for indstillingen kritik for sammensætningen af den Udvælgelsesgruppe, der står for at kuratere programmet og debatterne til Naturmødet. Problemet skulle ifølge kritikerne være, at gruppen blandt andet rummer repræsentanter fra Landbrug & Fødevarer, Dansk Industri og Danmarks Fiskeriforening.
Naturmødechefens svar var kontant og umisforståeligt: Nu må I stoppe.
For dialogen på tværs af interesser er ikke et kompromis med principperne, men er tydeligvis selve princippet.
Bredden er styrken
Udvælgelsesgruppen består da heller ikke kun af erhvervsrepræsentanter. Den tæller tillige forskere, formidlere og biologer, som per definition er mennesker, der dagligt arbejder med de spørgsmål, eventet er sat i verden for at belyse. Sammensætningen er med vilje bredt sammensat og mangfoldig, fordi ensrettede fora sjældent fører til reel forandring.
Det er et fornuftigt ræsonnement. Uden erhvervslivets aktive deltagelse i de samtaler, der handler om fremtidens natur, klima og miljø, risikerer vi at debattere os selv ihjel i et lukket rum. Bæredygtig udvikling forstået i den brede forstand, der dækker økonomi, klima, miljø og natur på én gang kræver, at de aktører, der rent faktisk kan flytte noget, sidder med ved bordet.
Det kan de ved Naturmødet.

Det ville være let at se Naturmødet som en slagmark, hvor naturinteresser og erhvervsinteresser konfronterer hinanden i konflikt fra hvert sit hjørne. Og nogle gange er det det. Debatten i Thunderdome er sjældent konfliktssky. Men den egentlige værdi opstår ofte et andet sted i de samtaler, der ikke optages og ikke sendes live.
I de relationer, der knyttes over tre dage i havnebyen mellem mennesker, der normalt kommunikerer gennem pressemeddelelser og lobbyister. Det er lige præcis der, Naturmødet virkelig har vokset sig stort og betydningsfyldt i Hirtshals.
Link til relateret artikel
Morgenmøde med grønt perspektiv og klimaiværksættere i Hirtshals


