Udlejningsbureauet Sol og Strand har scoret en ny, stærk medarbejder i journalist og historiefortæller Claus Jensen, der skriver:
– Efter en periode med freelancearbejde, kaffemøder og jobsøgning er jeg netop startet som ferierådgiver hos Sol og Strand i smukke Lønstrup.
– Det er ikke journalistik. Til gengæld er det et job med mennesker, service, koordinering og planlægning. Mange af de kompetencer, jeg har opbygget som journalist og redaktør, kan heldigvis også bruges i andre brancher.
Claus Jensen glæder sig til at lære feriehusverdenen endnu bedre at kende og til at hjælpe gæster, sommerhusejere og kolleger med at få tingene til at spille.
Sol og Strand har afdelinger over hele landet og i det nordvestlige hjørne en fælles, der dækker Skagen, Tversted/Tornby og Lønstrup/Nørlev.
Han fortsætter med journalistiske freelanceopgaver og kommenterer blandt andet Nordjysk Elite Speedways hjemmematcher til JFM’s streaming-tjeneste DirekteSport, hvor man i øvrigt også kan følge Vendsyssel FFs fodboldkampe.
Claus Jensen ønsker alle en rigtig god sommer, og det sender vi straks retur også med ønsket om god vind i de nye udfordringer.
Om sol og Strand
Siden 1979 har Sol og Strand været en central del af dansk feriehusudlejning. Det, der begyndte som en lokal forretning, har udviklet sig til en af de største aktører i branchen, som udlejer flere end 7.000 sommerhuse fordelt over hele Danmark.
Sol og Strand er 100 procent dansk ejet og har en klar ambition: – Vi vil være den feriehusudlejer, der skaber størst tryghed for husejere, de bedste oplevelser for feriegæster og en god arbejdsplads for medarbejdere.
Kilde: Sol og Strand


