Hjørring Kommune åbner onsdag den 25. juni en ny veterancafé i Hjørring. Det sker med et arrangement på Hjemmeværnsgården på Åstrupvej, hvor veteran og pensioneret generalmajor Jørgen Høll holder foredrag om sin tid i Forsvaret.
Veterancaféen skal danne ramme om hyggelige og uformelle aftener med fællesskab og samvær for både veteraner og pårørende.
Arrangementerne foregår på Hjemmeværnsgården, Åstrupvej 200 i Hjørring. Hjørring Kommune oplyser, at åbningstiderne kan ændre sig i forbindelse med særlige arrangementer, som løbende vil blive annonceret på kommunens hjemmeside og Facebook-siden Veterankoordinator Hjørring Kommune.
Efter åbningsaftenen vil caféen holde åbent torsdage i lige uger fra klokken 18.30 til 21.00.


