Hvordan bliver spildevand til rent vand, og hvorfor er det afgørende for vores sundhed?
Det giver videoen nedenfor et indblik i og svar på, idet Hjørring Vandselskabs bestyrelsesformand Daniel Vestergaard medvirker og sætter ord på vandets betydning for både mennesker og miljø.
I filmen følger vi vandets rejse fra vores hjem og ud i naturens kredsløb. Undervejs får vi et unikt indblik i arbejdet på renseanlægget i Hjørring, hvor spildevandet renses – blandt andet uden brug af kemikalier.
Bestyrelsesformand Daniel Vestergaard er med til at forklare, hvordan arbejdet med vand og spildevand ikke kun handler om teknik, men også om folkesundhed og ansvar for kommende generationer: “Det vand, vi bruger, har vi kun til låns. Når vi har brugt det, afleverer vi det tilbage til naturen igen.”
Filmen sætter samtidig fokus på, hvordan håndteringen af spildevand er en af de vigtigste sundhedsfremmende indsatser i moderne tid – og har været med til at redde millioner af liv på verdensplan.
På renseanlægget kan man desuden aflæse spor af samfundets sundhed – blandt andet gennem målinger af sygdomme og medicinforbrug i spildevandet.
Med filmen ønsker Hjørring Vandselskab at give borgere og samarbejdspartnere en større forståelse for vandets kredsløb og den vigtige indsats, der ligger bag rent vand i hanen og et sundt vandmiljø.


