Af Mai-Britt Beith
Socialdemokratiet
Hjørring Byråd
Grundlovsdag er ikke kun en historisk mærkedag. Det er en fejring af demokratiet, af vores frihedsrettigheder og af det fællesskab, der gør Danmark stærkt.
Og måske er det vigtigere nu end i mange, mange år. Vi ser et USA, hvor Donald Trump igen udfordrer demokratiske spilleregler. Vi ser økonomiske interesser, der fylder mere og mere. Og vi ser et broget medielandskab, hvor de højeste og mest skingre stemmer ofte får mest plads.
Ja, der findes tosser og yderfløje, som larmer. Men demokratiet må aldrig kun være for dem, vi er enige med. Demokratiet skal være favnende. Det skal rumme forskelligheder, afspejle mangfoldighed og give plads til uenighed – så længe vi møder hinanden med respekt.
Derfor er jeg også glad for, at Danmark igen har fået en socialdemokratisk ledet regering. I min optik giver det de bedste resultater: ansvarlig økonomi, trygge rammer og viljen til at investere i mennesker. Men valget var også en påmindelse om, at magt forpligter, og at viljen til at tage ansvar koster. Kan man tage ansvar, så skal man – også når det er svært.
Vi skal huske at værdsætte, at de fleste af os har et arbejde, et hjem og lever i et trygt samfund. Det er ikke en selvfølge. Men vi må heller ikke gå i stå og glemme, at andre har langt større udfordringer i hverdagen end lige “mig”. Det gælder børn, der mistrives, ældre, der savner nærvær, og mennesker, der står uden for arbejdsfællesskabet.
Demokratiet lever nemlig ikke kun på Christiansborg. Det lever i klasseværelset, i idrætsforeningen, på arbejdspladsen og ved køkkenbordet, når vi lytter til hinanden.
I dag skal vi hylde skolen, frivilligheden, den danske model og den måde, vi har indrettet vores samfund på. Det er grundpillerne under et stærkt, sundt og levende demokrati.
Dem skal vi passe på – sammen.


