Af Henrik Taagaard
Byrådsmedlem for Socialdemokratiet
Hjørring Kommune
Regeringsgrundlaget er landet, og som altid er det et dokument, der deler vandene. Mange lokalpolitikere, inklusive mig selv, har nok særligt læst ned i de områder, som kan betyde ændringer for vores kommune og vores borgere helt lokalt.
Regeringsgrundlaget har efter min opfattelse mange spændende elementer, og jeg kan se en stor vilje fra den nye regering til at give velfærden et løft. De 5 milliarder til folkeskolen, som var på bordet under valgkampen, er stadig i spil, og det er vigtigt for vores folkeskoler, daginstitutioner og SFO’er, som må og skal have en håndsrækning.
Derudover er der ambitiøse tiltag på bordet i forhold til vores natur, drikkevand og dyrevelfærd. Alt sammen noget, der ligger mit hjerte nært.
På den anden side, nærmere beskrevet her i toppen af Danmark, sidder vi med et omfattende reduktionskatalog på alle områder i kommunen, og vi kan læse ind i fremtidsprognoser, hvor et enkelt nedslag er, at vi i 2036 har 15-20 % færre 16-25-årige i Hjørring Kommune. Vidste du det?
En prognose er jo altid behæftet med usikkerhed, men disse tal ser ud til at være rigtige ud fra fødselstal og ind- og udvandring.
Det er alvorlige tal, og de viser, at presset på vores kommunes likviditet vil fortsætte. Derfor er besparelserne på bordet endnu sværere at forholde sig til, da det ikke er sidste gang, hvis ikke regeringen træder i karakter, får gennemført velfærdstiltag og strategiske tiltag som f.eks. at få udbygget elnettet samt får forhandlet en ny, mere fair udligningsaftale.
Derfor er mit store håb nu, at vores regering for alvor – sammen med os lokale politikere – får knækket koden, så vores fantastiske land ikke knækker over på midten.


