Når Stafet For Livet igen løber af stablen på Dyrskuepladsen i Hjørring den 29. og 30. august, vil Team Grønkjær fra Hirtshals endnu en gang være blandt deltagerne.
For holdet handler stafetten om langt mere end blot at samle penge ind. Det handler om håb, fællesskab og om at stå sammen i kampen mod kræft.
Tovholder Mette Brath har spurgt en række hold, hvorfor de vælger at deltage år efter år, og hos Team Grønkjær er svaret klart.
“Det giver os en rigtig god følelse og stor glæde at være med til at samle ind til en god sag som Stafet For Livet,” fortæller holdet og understreger samtidig, at stafetten både handler om at give håb til dem, der kæmper med kræft, mindes dem, man har mistet, og fejre dem, der har overvundet sygdommen.

For mange på holdet er sygdommen kommet tæt på gennem familie, venner, kollegaer eller personlige oplevelser. Derfor er ønsket om at gøre en forskel blevet en vigtig drivkraft.
Team Grønkjær begyndte deres deltagelse i 2016, og siden da er stafetten blevet en fast tradition. Holdet samler ind gennem hele året, mens selve stafetten fungerer som den store afslutning på indsatsen.
Samtidig har deltagelsen skabt stærke relationer mellem både familie, venner, kollegaer og nye bekendtskaber.
“Det er et døgn med grin, tårer og sammenhold,” lyder det fra holdet, som beskriver stafetten som en følelsesladet oplevelse fyldt med både nye og gamle minder.

Sidste år valgte nogle af deltagerne at tyvstarte weekenden ved at overnatte på pladsen allerede fra fredag, og den tradition fortsætter i år. For Team Grønkjær er Stafet For Livet blevet så naturlig en del af kalenderen, at det ville føles mærkeligt ikke at være med.
Holdet peger især på flere særlige øjeblikke under stafetten. Den officielle åbning, hvor fighterne i de gule trøjer går den første runde alene, gør stort indtryk på mange deltagere. Også dagtimerne med aktiviteter, fællesskab og liv på pladsen betyder meget.
Lysceremonien om aftenen fremhæves som et af de mest stemningsfulde øjeblikke. Når mørket falder på, og lysposerne tændes, sænker der sig en særlig ro over pladsen.
Natten under stafetten har også sin helt egen betydning for deltagerne. Stilheden og roen skaber en anderledes stemning end i dagtimerne, og for dem, der går gennem natten og oplever solen stå op, bliver det en helt særlig oplevelse.
Link til relateret artikel
Team Grønkjær inviterer til familiegåtur til fordel for Kræftens Bekæmpelse


