Når Fortuna Hjørring på lørdag, den 13. juni klokken 14, løber ind på hjemmebanen på Nord Energi Arena er der meget på spil:
– Kampen er sæsonens allersidste. Den bliver en slags finale om bronzen, og om hvem af de to hold, der skal ud og spille Europa Cup. Det vil vi selvfølgelig gøre alt for, at det bliver os, siger cheftræner Lene Terp.
Fortuna har inden opgøret lagt sig op på tredjepladsen i tabellen i A-ligaen med 38 point. Bare et point foran lørdagens modstander FC Nordsjælland. Selv om nordjyderne i princippet kan nøjes med uafgjort, så er det på ingen måde en del af gameplanen:
– Vi skal spille vores spil og sætte os på kampen. Det er afgørende for os at få en medalje og at kunne komme ud og spille internationale kampe, siger anfører Florentina Olar, der har brugt turneringspausen under landsholdssamlingerne til at blive fit for fight igen.
Cheftræner, Lene Terp, har haft det blandet med, at der igen har været en lang pause for klubholdet:
– Selvfølgelig er det vigtigt for en klub som Fortuna at gøre sig gældende på landsholdene, men vi var lige kommet i i et godt flow med to kampe i streg. Senest med en sejr i Kolding. Nu skal vi op i gear igen, og det kommer vi selvfølgelig, siger Lene Terp, der først får klubbens landsholdsspillere tilbage på træningsbanen onsdag.
Hun understreger, at alle nok skal være sat op til kamp lørdag, hvor hun forudser et jævnbyrdigt opgør:
– Kampene mod Nordsjælland er altid gode og ofte målrige, så det er som regel underholdende.
Fortuna Hjørring sætter et punktum for fodbold-sæsonen i hele Hjørring ved også at invitere klubbens ungdomshold, Hjørring Futsal og Vendsyssel FF på stadion til at få en hyldest i pausen. Der ud over er klubben klar med både hold- og publikumskonkurrence og fanzone.
Alle kan komme ind gratis via dette linkAlle kan komme ind gratis via dette link.
Stillingen i A-ligaens slutspil inden sidste runde
1. HB Køge 50
2. Brøndby IF 47
3. Fortuna Hjørring 38
4. FC Nordsjælland 37
5. AGF 26
6. Kolding IF 18:00
Alle rundens kampe bliver spillet klokken 14:00 og kan følges på TV2 Sport og TV2 play.


