Lørdagens bronzeduel i Hjørring blev præcis som Fortunas afgående cheftræner, Lene Terp, havde spået: En tæt og intens fight, som hjemmeholdet vandt 1-0, og dermed erobrede A-ligaens tredjeplads og adgangen til Europa Leaugue kvalifikationskampene.
Kampens første – og eneste mål – blev scoret efter knap et kvarters spil, hvor et flot Fortuna-opspil endte for fødderne af Josefine Valvik, som nettede for første gang i år i A-ligaens slutspil.
Det blev en kamp, der var præget af få målchancer, men mange nærkampe, fight – og især en stærk forsvars-indsats fra Fortuna Hjørrings side. Ikke altid lige kønt, men effektivt.
Med knap 10 minutter igen blev Nikoline Nielsen udskiftet. Det 16-årige stortalent, der efter sommerferien skal til Barcelona, havde dermed spillet sine sidste minutter i den grønne trøje for Hjørring-holdet.
I de sidste kampminutter blev en anden 16-årig, Oliva Krogsgaard Mikkelsen, skiftet ind i stedet til sin A-liga-debut – og begge teenagere fik fortjente klapsalver af de knap 700 tilskuere.
Da dommeren fløjtede af efter fire minutters overtid var der endnu mere at klappe af: Bronzen var hjemme, og for Lene Terp var det et punktum efter tre år som træner:
– Det er selvfølgelig dejligt at slutte med en tredjeplads, også selv om kampen i perioder ikke var så smukt spillet, så fik vi en sejr efter en hård og intens kamp.
For kampens målscorer, Josefine Valvik, er bronzen afgørende:
– Det betyder jo, at der venter europæiske kampe, og det er noget, som jegser frem til, og så er jeg personligt glad for, at jeg endelig får scoret. Det er noget jeg har sparet op til længe.
En anden af Fortuna Hjørrings store profiler, Nikoline Nielsen, satte følgende ord på sin sidste kampminutter for Fortuna:
– Det her er den rigtige afslutning for mig efter fem fantastiske år i Fortuna, og hvem ved måske møder jeg en dag Fortuna igen med Barcelona i europæiske kampe.
A-ligaen går nu på sommerferie og starter op allerede den 25. juli, og kort tid efter går kvalifikationsspillet til Europa League i gang for Fortuna.
Kampfakta
Fortuna Hjørring – FC Nordsjælland
Mål:
1-0 Josefine Valvik 1-0
693 tilskuere på Nord Energi Arena
Fortunas startopstilling: 4-4-2: Andreea Paraluta – Janelle Cordia, Tiia Peltonen, Sara Olai, Kaitlyn Parcell – Nikoline Nielsen(81: Miyu) , Signe Carstens(45: Samantha Kühne) Rie Skotte Nielsen, Florentina Olar- Josefine Valvik(87: Olivia Krogsgaard Mikkelsen ),Sarah Dyrehauge(62: Risako Watanabe)
Farvel til flere Fortuna-profiler
Fortuna Hjørring sagde efter kampen mod FC Nordsjælland farvel til flere markante profiler.
På trænersiden var det sidste kamp for cheftræner Lene Terp, der har været en af de største trænerprofiler i dansk kvindefodbold. Ud over Lene var lørdagens opgør også det sidste for målmandstræner Martin Asvig Pedersen.
På spillersiden er det et farvel til Nikoline Nielsen, der tager til Barcelona. Der ud over tager både Tiia Peltonen og Ashley Riefner på nye fodboldeventyr, mens Sofie Lybæk og Vibeke Andersen indstiller fodboldkarrieren.
Tilde Johansson vender tilbage til Sverige, hvor hun for nylig har gennemgået en korsbåndsoperation.


