Sanseindtryk
Når jeg hører mågen skrige
vækkes længslen i mit sind
og da ønsker jeg at flyve
i den kåde vestenvind
flyve ud mod fjerne strande
rejse bort mod fremmed havn
svæve ind i drømmelandet
med et smukt eksotisk navn
Når jeg ser mod horisonten
sker der noget indeni
og jeg føler hjertet nynner
havets stemningsmelodi
der hvor hav og himmel mødes
bor min ven fra kimingen
det er der at jeg så ofte
sender mine tanker hen
Når jeg mærker havets bølger
sætter saltkys på min mund
rækker jeg min hånd og takker
for en dejlig stormfuld stund
kysset driller mine sanser
og det mærkes i mit bryst
når der smages lidt på livet
her langs Vesterhavets kyst
Når jeg dufter tang og havvand
føler jeg at jeg er til
og da nydes aftenlysets
smukke viltre sølverspil
atter driver mågeskriget
gæk med længslen i mit sind
og jeg kaster vilde drømme
mod den kåde vestenvind
Af digter og forfatter Poul Jansen fra digtsamlingen ”Havets hjerteslag”.



