Trods regn og ustadigt sommervejr blev årets Veteranknallerttræf i Bindslev endnu en gang en stor succes med både højt humør, fællesskab og masser af totaktsmotorer.
Ifølge arrangørerne deltog op imod 270 entusiaster fra Norge, Sverige og Danmark i arrangementet, hvor deltagerne drog på fælles køretur ad de små vendsysselske veje til Hirtshals og op over Tornby Bjerg retur mod Bindslev

Arrangementet markerede samtidig 10-års jubilæet for Bindslev Veteran Knallerttræf, som blev afviklet 12. og 13. juni ved Tannisbugthallen på Stadionallé i Bindslev. Træffet havde fri entré og gratis camping, og arrangørerne lagde vægt på, at alle var velkomne både med og uden veteranknallert.
Programmet bød på fællesspisning, stumpemarked, live musik og fest i det store telt. Fredag aften sørgede Flex for musikken, mens Toghøj Duo spillede lørdag eftermiddag, inden weekenden blev rundet af med fest og DJ.

Lørdagens store fælleskøretur gennem Vendsyssel blev dog også en våd affære flere steder undervejs. Det forhindrede imidlertid ikke deltagerne i at holde stemningen høj både i teltet og rundt på pladsen, hvor fællesskabet omkring de klassiske maskiner var i centrum.
Der var samtidig stor spænding omkring jubilæumslotteriet, hvor hovedgevinsten var en specialbygget Puch Maxi Custom.
Efter en festlig jubilæumsweekend kunne arrangørerne afsløre, at den heldige vinder blev Peter Gøgsig Randrup. Han havde købt fem lodder, og heldet var denne gang med ham. Den flotte jubilæumsknallert kan nu komme ud og skabe opmærksomhed på de danske landeveje.
Arrangørerne sendte samtidig en stor tak til alle, der købte lodder og støttede op om arrangementet i forbindelse med 10-års jubilæet.
Følg med her hos Puch Klub Bindslev & Bindslev Veteran Knallert Træf.
Foto: Anita Jensen.


