Debatten om de norske cykelturister bag arrangementet Bajer og Pedal breder sig nu til flere nordjyske medier.
Senest har Kanal Frederikshavn bragt et debatindlæg af Thomas Mose, der efterlyser politisk vilje og styring i forhold til den festkultur, som han mener præger turismen mellem Hirtshals og Skagen.
Debatten tog for alvor fart, efter at Jens Otto Størup i et debatindlæg på NordsøPosten rettede kritik mod stærkt berusede norske cykelturister på ruten langs Vestkysten. Efterfølgende har blandt andet TV2 Nord og DR omtalt sagen med beskrivelser af affald i naturen, støj, afføring, væltede gravsten og andre alkoholprægede episoder.
I debatindlægget skriver Thomas Mose, at sagen ikke kun handler om affald, men også om hvilken type turisme området ønsker at være kendt for. Han peger blandt andet på, at turistchef Laila Zielke i Hirtshals offentligt har taget afstand fra adfærden og understreget, at området ikke ønsker at markedsføre sig på den type turisme. Samtidig henviser han til, at der er taget initiativ til dialog mellem myndigheder, erhvervsliv og færgeselskaber.
Ifølge Thomas Mose er der til gengæld bemærkelsesværdigt stille fra Skagen, selv om han ser en klar sammenhæng mellem de norske cykelture og den festkultur, som gennem flere år har præget sommerlivet i byen på toppen af Danmark. Han kobler samtidig debatten sammen med den tidligere omtalte musikstøjsag i Skagen, hvor Miljø- og Fødevareklagenævnet i 2023 underkendte kommunens praksis. Først i efteråret 2025 accepterede kommunen ifølge debatindlægget, at miljølovgivningen skulle efterleves.
Thomas Mose stiller derfor spørgsmål ved, om ønsket om at beskytte en bestemt form for turisme i perioder har vejet tungere end hensynet til lovgivning, naboer og byens langsigtede udvikling.
I indlægget henviser han også til visionerne i Masterplan Skagen og byens udviklingsplaner, hvor der blandt andet fokuseres på kvalitetsturisme, bæredygtighed, natur og kultur.
”Problemet er derfor måske ikke manglen på planer. Problemet er, om der findes den nødvendige politiske vilje og styring til at omsætte planerne til virkelighed,” skriver Thomas Mose.
Han efterlyser samtidig svar fra Frederikshavn Kommune, Toppen af Danmark og øvrige turismeaktører om, hvorvidt den nuværende udvikling er et bevidst valg eller resultatet af manglende styring.
Afslutningsvis sammenligner han udviklingen med Løkken, som tidligere arbejdede målrettet på at ændre et image præget af druk og fest, og stiller spørgsmålet, om Skagen er på vej i den modsatte retning.
Læs hele det nævnte debatindlæg her på Kanal Frederikshavn.


