Efter to et halvt års målrettet indsats kan Annette Mørch og Trine Lauridsen nu kalde sig sygeplejersker. De er blandt de første studerende, der har gennemført Professionshøjskolen UCN‘s særlige uddannelsesforløb for social- og sundhedsassistenter, som ønsker at videreuddanne sig til sygeplejersker.
Forløbet blev startet for 2,5 år siden og giver deltagerne mulighed for at tage størstedelen af uddannelsen online samtidig med, at de kan bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet.
Mere end 30 studerende fra det første hold har nu bestået den afsluttende eksamen, heriblandt Annette Mørch og Trine Lauridsen.
– Det er kæmpestort. Den drøm, jeg har haft i rigtig mange år, er nu opnået. Jeg glæder mig helt vildt til at træde ind ad døren som sygeplejerske. Jeg har i praksis arbejdet med mange af opgaverne før – men nu har jeg det rigtige bevis og er på lige fod med mine sygeplejerskekolleger. Det betyder virkelig meget, fortæller Trine Lauridsen.
Krævede balance mellem studie, arbejde og privatliv
Begge studerende har under uddannelsen kombineret studierne med arbejde, hvilket har stillet store krav til planlægning og prioritering.
Annette Mørch fortæller, at det har været nødvendigt at skrue ned for arbejdstiden for at få hverdagen til at hænge sammen.
– Det har været hårdt arbejde at balancere studie, arbejde og privatliv – og helt afgørende, at jeg er gået ned i tid undervejs. Jeg er virkelig stolt over, at jeg er nået i mål, og jeg har opdaget, at jeg kan meget mere, end jeg selv troede, siger hun.
De to nyuddannede sygeplejersker er enige om, at de sandsynligvis ikke ville have påbegyndt uddannelsen uden den fleksibilitet, som det særlige uddannelsestilbud giver.
Arbejder sammen i Hjørring
I dag er både Annette Mørch og Trine Lauridsen ansat på Kirurgisk Afdeling på Regionshospital Nordjylland i Hjørring. Trine Lauridsen har arbejdet på afdelingen i flere år, mens Annette Mørch for nylig er skiftet til arbejdspladsen.
Under uddannelsen har de begge også engageret sig som tutorer for nye studerende og været med til at støtte de efterfølgende hold på uddannelsen.
UCN oplyser, at omkring 80 studerende i øjeblikket følger uddannelsesforløbet “Sygeplejerske for SOSU-assistenter”. Næste hold starter i februar.
For Annette Mørch og Trine Lauridsen markerer eksamensbeviset afslutningen på et krævende uddannelsesforløb og begyndelsen på et nyt kapitel som autoriserede sygeplejersker.


