Venstres byrådsgruppe i Hjørring Kommune mødtes onsdag aften med lokale borgere ved Tversted Strand til en aften med dialog om blandt andet kommunalpolitik, kystudvikling og andre lokale forhold langs Tannisbugt.

Arrangementet tog både sin begyndelse og afslutning ved Tversted Bjærgelaugs bådhus, hvor formand Erik Toustrup indledningsvis bød velkommen. Han fortalte samtidig om fladbådens historie og medlemmernes arbejde med at bevare de gode traditioner ved kysten.

– Vi bliver ind imellem spurgt af turisterne, om vi så har fået reddet nogen, da det jo hedder et bjærgelaug, men det var altså historisk set varer fra større sejlskibe, som ikke kunne komme ind over revlerne, der blev hentet og dermed bjærget med laugenes fladbåde langs Vestkysten, fortalte Erik Toustrup.

Selvom planen var, at fladbåden også denne aften skulle i vandet, lod det sig desværre ikke gøre, fastslog bjærgelaugets besindige skipper. I stedet fik byrådsgruppen og borgmesteren smagt på den lokale bjesk og kom på en længere køretur i båden langs stranden, hvilket gav god tid til både snakke og erfaringsudveksling undervejs.

Det kommende budgetarbejde var blandt de mere alvorstunge politiske temaer, der blev vendt mand og kvinde imellem, men også forhold med direkte betydning for kystområdet. Blandt andet blev der snakket om de perspektiver og bekymringer vedrørende kyst og strand, der lokalt afstedkommes blandt sommerhusejere på grund af den forestående havneudvidelse.

Aftenen blev dermed en kombination af lokalhistorie og lokalpolitiske drøftelser, hvor deltagerne fik lejlighed til at udveksle synspunkter om både kommunens udvikling og fremtiden for kystområderne omkring Tversted og Tannisbugt.



