Vendsyssel FF har skrevet kontrakt med den 19-årige Sebastian Lodberg, der skifter til klubben fra FC Midtjylland.
Den unge offensivspiller har underskrevet en treårig aftale og bliver en del af Vendsyssel FF’s trup frem mod den kommende sæson.
Sebastian Lodberg kommer til Vendsyssel FF efter en periode i FC Midtjylland, hvor han har gjort sig positivt bemærket på klubbens U19-hold. Den 19-årige offensivspiller er tiltænkt en rolle i de forreste positioner, hvor han særligt kan gøre sig gældende på højrekanten.
Hos Vendsyssel FF ser man frem til at arbejde videre med en ung spiller med stort potentiale.
Sportschef Jens Hammer Sørensen udtaler:
“Sebastian er en spændende ung spiller, som vi har fulgt med stor interesse. Han har vist fine takter i FC Midtjyllands U19-miljø, og vi ser ham som en spiller med både fart, offensive kvaliteter og et stort udviklingspotentiale. Han passer godt ind i den retning, vi gerne vil gå som klub, hvor vi både skal udvikle unge spillere og samtidig skabe et stærkt konkurrencemiljø i truppen.”
Han fortsætter:
“Sebastian er tiltænkt en rolle i offensiven og særligt på højrekanten, hvor vi tror, han kan komme ind og bidrage med energi, udfordringer én mod én og en god dynamik i vores spil. Vi glæder os til at se ham tage de næste skridt i Vendsyssel FF.”
Sebastian Lodberg ser selv skiftet til Vendsyssel FF som det rigtige skridt i sin udvikling.
“Jeg valgte Vendsyssel FF, fordi jeg synes, det er en perfekt mulighed for mig og en rigtig god vej ind i min seniorkarriere. 1. Division er i år sindssygt attraktiv, og der er historisk mange gode hold, så jeg glæder mig helt vildt til både at prøve mig selv af og se, hvad vi kan opnå som hold,” siger Sebastian Lodberg.
Han ser også frem til at blive en del af klubben og miljøet omkring Vendsyssel FF.
“Jeg glæder mig selvfølgelig også helt vildt til at møde alle i og omkring klubben. Jeg forventer og håber, at vi kan opnå fede ting sammen og drille de store klubber lidt,” afslutter Sebastian Lodberg.


