I en tid hvor Hjørring har fået og får flere nye spisesteder er andre lukket og måske på vej mod konkurs.
Ved dekret af 15.06.2026 har Retten i Hjørring taget ejeren af restaurant Gaja Sushi, Jernbanegade 1A i Hjørring, Thanh Trien Phan, under konkursbehandling efter begæring modtaget den 26.05.2026.

Thanh Trien Phan har drevet virksomheden Gaja Sushi, Jernbanegade 1A, 9800 Hjørring, CVR.nr. 31789044, fremgår det af Statstidende.
Han afværgede i marts 2025 i sidste øjeblik en truende konkurs i en anden restaurant i Jernbanegade i Hjørring, Nordisk Buffet. Den er tilsyneladende lukket igen.
NordsøPosten har forgæves forsøgt at få en kommentar fra ejeren. Telefon-svareren begge steder fortæller blot, at der er travlt, og at der ringes tilbage snarest.
Thanh Trien Phan er – med navnet Tien Phan – tilsyneladende også manden, der ejer og har/havde store planer med ruinerne Sømands Hjemmet i Hirtshals og den bygning, der tidligere husede en kendt slagterbutik.
NordsøPosten ville også gerne have spurgt, hvordan det går med planerne i Hirtshals.
Har du informationer – send en mail til NordsøPosten.


