Nordsøen Oceanarium inviterer denne sommer morgenfriske gæster med bag kulisserne i en af Hirtshals’ vigtigste erhvervsgrene, når der arrangeres guidede ture til Hirtshals Fiskeauktion og havnen.
Turen giver deltagerne en enestående mulighed for at opleve livet på havnen i de tidlige morgentimer, hvor nattens fangster landes, sorteres og sælges videre på auktionen.
På fiskeauktionen kan gæsterne opleve de mange fiskekasser fyldt med friskfangede fisk og skaldyr. Undervejs fortæller guiden om de forskellige arter, fiskeriets betydning og de processer, der ligger bag auktionen. Deltagerne får samtidig mulighed for at opleve det høje tempo, når de mange kasser hurtigt skal omsættes til handler mellem købere og sælgere.

Efter besøget på auktionen fortsætter turen rundt på havneområdet, hvor deltagerne får indblik i hverdagen på en af Danmarks største fiskerihavne. Her fortælles historier om både de store havgående fiskefartøjer og de mindre kuttere, som tilsammen udgør en vigtig del af havnens identitet.
Som en del af programmet besøges også Fiskernes Kasseudlejning, hvor deltagerne får et indblik i en virksomhed, der spiller en central rolle i logistikken omkring fiskeriet. Her håndteres de mange fiskekasser, som hver dag er en vigtig brik i arbejdet med at få fangsterne fra havet videre til auktion, forarbejdning og salg.
Med den guidede tur ønsker Nordsøen Oceanarium at give både lokale og turister et nærmere indblik i det erhverv, der gennem generationer har været med til at forme Hirtshals.
Turen kombinerer fortællinger om fiskeri, handel og havneliv med oplevelsen af at stå midt i det pulserende miljø, hvor dagens fangster skifter hænder og sendes videre ud i verden.
Datoer:
Fredag d. 10. juli
Tirsdag d. 14. juli
Onsdag d. 22. juli
Fredag d. 31. juli
Mødested: Norgeskajen 7, 9850 Hirtshals
Mødetid: 6.45
HUSK: Varmt tøj, da der kun er ca. 3 grader i auktionshallen.


