Peter Ernst Sundbæk: Hirtshals har potentialet – Danmark mangler modet

Af Peter Ernst Sundbæk
Hirtshals

 Der er noget mærkeligt ved debatten om byer som Hirtshals.

På den ene side taler politikere igen og igen om sammenhængskraft, balance i Danmark og nødvendigheden af at skabe udvikling i hele landet.

På den anden side fortsætter centraliseringen år efter år. Arbejdspladser samles omkring de største byer, investeringer koncentreres i de samme områder, og uddannelser forsvinder fra store dele af landet. Når konsekvenserne viser sig i form af faldende indbyggertal og pressede kommunale budgetter, bliver det ofte beskrevet som en naturlig udvikling.

Men det er ikke natur.

Det er resultatet af politiske prioriteringer.

Hirtshals er et godt eksempel på den modsætning. Byen bliver ofte omtalt som en del af den danske udkant, men betegnelsen giver mindre og mindre mening, jo nærmere man ser på virkeligheden. Hirtshals er en af Danmarks vigtigste havnebyer med direkte forbindelser til Norge, Færøerne og Island. Byen er et centralt knudepunkt for fiskeri, transport, logistik og handel, og den fungerer som Danmarks port mod Nordatlanten. Samtidig ligger motorvejen næsten til døren, og togforbindelsen giver direkte adgang til Aalborg og resten af landet.

Hvis en by med international havn, internationale forbindelser og strategisk betydning for dansk infrastruktur stadig betragtes som udkant, så siger det måske mere om vores nationale selvforståelse end om Hirtshals.

En af de største misforståelser om steder som Hirtshals er desuden, at man må give afkald på muligheder for at bo her. Virkeligheden er ofte den modsatte. En almindelig familie kan stadig købe et rigtigt hus med have og plads til børn for omkring én million kroner. I hovedstadsområdet kræver det efterhånden gæld på fem, seks eller syv millioner kroner blot at få adgang til noget, der minder om det samme familieliv. Samtidig gør infrastrukturen det muligt at pendle til Aalborg og videre sydpå. Valget mellem Hirtshals og de større byer handler derfor ikke nødvendigvis om muligheder eller afsavn. Det handler om forskellige måder at leve på.

Alligevel er det som om, den nationale fortælling kun kan forestille sig fremtid ét sted. Danmark bruger milliarder på at håndtere konsekvenserne af væksten i de største byer, mens man i langt mindre grad investerer i de områder, der faktisk har pladsen, ressourcerne og potentialet til at aflaste udviklingen. Vi accepterer trængsel, eksploderende boligpriser og stigende pres på infrastrukturen som tegn på succes, mens vi overser de områder, der kunne være en del af løsningen.

Og så kommer vi til det mest provokerende af det hele: Hirtshals er ikke en økonomisk byrde, som resten af landet skal redde af medlidenhed.

Tværtimod.

I 2025 passerede 2,35 millioner passagerer gennem Hirtshals Havn. Samtidig krydsede 764.000 personbiler, 128.000 lastbiler og trailere samt næsten 1,8 millioner tons gods. Det er ikke aktivitet på niveau med en lokal havn i en nordjysk kommune. Det er aktivitet på niveau med kritisk national infrastruktur.

Vi bidrager gennem havnen.

Vi bidrager gennem fiskeriet.

Vi bidrager gennem eksporten.

Vi bidrager gennem transporten.

Vi bidrager gennem forbindelserne til Norge, Færøerne og Island.

Når man taler om forsyningssikkerhed, geopolitik, grøn omstilling og maritime erhverv, burde Hirtshals være strategisk vigtig for Danmark. Alligevel behandles byen ofte som periferien af periferien.

Den samme ubalance ses i kommunernes økonomi. Den kommunale udligning fremstilles som et redskab til at skabe balance mellem kommunerne, men set fra mange dele af vand- og landkantsdanmark opleves virkeligheden anderledes. Kommunerne omkring København bliver år for år rigere. Boligværdierne stiger. Skatteindtægterne vokser. Nye borgere flytter til.

Samtidig kæmper kommuner som Hjørring Kommune med faldende befolkningstal, større afstande, dyrere drift og et stigende pres på velfærden.

Alligevel forventes kommunerne at levere næsten de samme tilbud til borgerne.

Når økonomien presses, rammer det ikke kun udviklingsprojekter. Det rammer skolerne. Det rammer fritidstilbuddene. Det rammer idrætsfaciliteterne. Det rammer ældreplejen. Det rammer mennesker med handicap. Det rammer socialt udsatte borgere.

Kort sagt rammer det de mennesker, der har mindst mulighed for selv at kompensere for forringelserne.

Derfor handler kommunal økonomi ikke blot om budgetter. Den handler om, hvilken kvalitet af velfærd man kan forvente afhængigt af sit postnummer.

Et af de tydeligste eksempler på den skævhed finder man i udviklingen af Hirtshals Havn.

Havnen er allerede blandt Danmarks vigtigste maritime knudepunkter, og den igangværende udbygning skal sikre, at større fragtskibe kan anløbe havnen og dermed skabe grundlag for mere aktivitet, flere arbejdspladser og øget international handel. Men udbygningen gennemføres ikke som ét samlet projekt. Den er opdelt i etaper for at sikre økonomisk ansvarlighed og begrænse risikoen. Første etape alene repræsenterer investeringer på mellem 800 millioner og 1 milliard kroner.

Det er rettidig omhu.

Men det gør også spørgsmålet endnu mere relevant.

Hvorfor er det i sidste ende Hjørring Kommune og kommunens borgere, der skal bære risikoen?

Gevinsterne ved en stærkere havn er ikke lokale. De tilfalder dansk eksport. Dansk erhvervsliv. Dansk forsyningssikkerhed. Danmarks forbindelser til Norge, Færøerne og Island. Kort sagt: nationale interesser.

Derfor er det rimeligt at spørge, hvorfor risikoen placeres lokalt, når gevinsterne er nationale.

Samtidig investerer staten med rette massivt i Femern Bælt-forbindelsen, fordi projektet vurderes at have national betydning. Ingen ville forvente, at kommunerne på Lolland-Falster selv skulle finansiere projektet eller bære den økonomiske risiko. Staten har anerkendt, at der er tale om strategisk infrastruktur for hele landet.

Men hvorfor gælder den logik ikke Hirtshals?

Hvis forbindelsen til Centraleuropa er et nationalt anliggende, hvorfor er forbindelsen til Nordatlanten så primært et kommunalt ansvar?

Måske er det mest interessante spørgsmål ikke, hvorfor staten ikke finansierer en større del af havneudvidelsen.

Måske er spørgsmålet, hvorfor staten ikke har råd til at lade være.

For hvad ville der ske, hvis staten valgte at accelerere hele projektet? Hvad ville effekten være af hurtigere udbygning, flere virksomheder, flere arbejdspladser, øget godsomsætning og større tiltrækningskraft for investeringer i det nordvestlige Danmark?

Måske ville resultatet være præcis det, som politikere igen og igen efterlyser: vækst udenfor de største byer.

Det mest paradoksale er måske, at fremtidens Danmark i høj grad afhænger af netop de områder, som i dag kæmper med tilbagegang. Den grønne omstilling kommer ikke alene til at blive skabt i ministerier og kontormiljøer. Den kommer til at blive skabt på havne, i energiinfrastruktur, i logistikcentre, i produktionsvirksomheder og i de maritime erhverv.

Hvis Danmark ønsker at være en grøn industrination, kræver det adgang til grøn energi dér, hvor virksomhederne skal etablere sig. Derfor er det afgørende, at områder som Hirtshals får adgang til den nødvendige energiinfrastruktur. Virksomheder vælger i stigende grad placering ud fra adgang til stabil og bæredygtig energi. Hvis vi mener alvorligt, at arbejdspladserne skal fordeles bredere i Danmark, skal investeringerne følge med.

Potentialet er allerede til stede. Hirtshals har havnen, forbindelserne til Nordatlanten, infrastrukturen, naturen, boligerne og den geografiske placering. De grundlæggende forudsætninger for vækst er altså ikke problemet.

Problemet er snarere, at Danmark i stigende grad investerer dér, hvor udviklingen allerede er stærk, mens områder med dokumenterede muligheder for vækst må nøjes med at kæmpe for opmærksomheden. Det skaber en selvforstærkende udvikling, hvor de stærkeste områder bliver stærkere, mens andre områder gradvist mister de ressourcer, der kunne have gjort dem til en del af løsningen.

Måske er den mest ubehagelige erkendelse derfor, at Danmark ikke længere forsøger at skabe balance mellem landsdelene. I stedet er vi begyndt at administrere ubalancen og acceptere den som et vilkår.

Hvis den udvikling fortsætter, handler spørgsmålet ikke kun om Hirtshals. Det handler om, hvorvidt Danmark har råd til at lade områder med dokumenteret potentiale stagnere, samtidig med at vi bruger stadig flere ressourcer på at håndtere konsekvenserne af væksten i de områder, der allerede har mest.

For i sidste ende er spørgsmålet ikke, om Hirtshals har en fremtid.

Spørgsmålet er, om Danmark har modet til at investere i den.