Hele juli måned forvandles haven ved Hirtshals Museum igen til en levende mødeplads fyldt med maritime traditioner, håndværk, musik og aktiviteter for både børn og voksne.
Vendsyssel Historiske Museum inviterer nemlig snart i endnu en sommer til Hirtshals Sommerhave, der gennem årene har etableret sig som en hyggelig oase midt i havnebyen.
Fra mandag til fredag mellem klokken 10 og 15 kan besøgende opleve pensionerede fiskere og vodbindere demonstrere gamle håndværk og fortælle historier fra et langt liv til søs – naturligvis på klingende vendelbomål.

Gæsterne får mulighed for selv at prøve kræfter med flere af de maritime traditioner. Der kan blandt andet slås reb, bødes garn og fremstilles sjippetov eller langereb. Børn og barnlige sjæle kan desuden prøve den populære not-gynge, klatre til tops ved hjælp af klatrereb eller slappe af i en hængekøje mellem havens træer.
Når sulten melder sig, tilbyder Fiskekrogens bod forskellige fiskeretter til overkommelige priser, så besøget også kan byde på smagsoplevelser med rødder i områdets fiskerikultur.

Et fast indslag i sommerprogrammet er fortællingerne om bjesk – den karakteristiske nordjyske kryddersnaps. Hver onsdag klokken 10.30 fortælles der om de klitplanter, som anvendes til fremstillingen, og om den kulturhistorie, der har gjort bjesken til en del af Hirtshals’ identitet. Besøgende kan medbringe deres egen flaske Aalborg Klar Snaps og få den forvandlet til hjemmelavet bjesk efter den metode, som den lokale bjeskpioner Signe Hansen gjorde kendt.
Sommerhaven byder også på musikalske oplevelser. Hver tirsdag er der livemusik i haven, mens dygtige pileflettere hver onsdag og torsdag viser deres håndværk frem og fremstiller kurve, ophæng, foderbrætter og andre produkter i pil.

Indenfor på Hirtshals Museum kan gæsterne gå på opdagelse i udstillingen Hirtshals ved havet, som fortæller historien om byens udvikling, havnens betydning og de fiskerierhverv, der har præget området gennem generationer. Her kan man blandt andet opleve de traditionelle bådtyper, lære om tidligere tiders fisketeknikker og besøge det såkaldte “ternede hus”, hvor indretningen viser, hvordan en fiskerfamilie levede i begyndelsen af 1900-tallet.
Museets udstillinger holder desuden åbent alle søndage fra klokken 11 til 15. På søndagene er haven åben for besøgende, men uden de særlige sommeraktiviteter.
Med kombinationen af levende kulturhistorie, maritime håndværk, musik, natur og lokale smagsoplevelser ønsker Vendsyssel Historiske Museum endnu en gang at give både lokale og sommergæster mulighed for at opleve den særlige stemning, der kendetegner Hirtshals Sommerhave.



