Der bliver igen trængsel ved auktionskasserne, når Lions Hirtshals åbner dørene til årets udgave af den populære Fiskeauktion for Alle.
Her kan både turister og lokale se frem til at gøre en god handel på et stort udvalg af helt friske fiskeprodukter sponsoreret af mange af de lokale virksomheder i Hirtshals.
Allerede fra kl. 11.00 kan man se det store udvalg af fisk i alle størrelser. Der er pakket familievenlige pakker, men der er også mulighed for at byde på en af de helt store fangster, som for eksempel en flot laks, der plejer at være rift om.

Lions Hirtshals er heldige at have tre dygtige kokke som medlemmer. De står igen klar ved boderne uden for auktionshallen med hjemmelavede fiskefrikadeller, sprøde fiskefileter og den legendariske hummersuppe, som år efter år får ros fra både lokale og besøgende.
Der er naturligvis også en bod, hvor der kan købes øl, vin og vand til de lækre fiskeretter.
Hele arrangementet er båret af frivillige kræfter, og alt overskud går ubeskåret til Lions’ humanitære arbejde i lokalområdet. Det betyder, at hvert eneste bud og hver eneste solgte fiskefrikadelle er med til at gøre en forskel for børn, unge og udsatte familier i lokalområdet.
Så kom og byd på de mange lækre, friske fisk. Der er gode muligheder for at gøre en rigtig god handel og få frisk fisk på tallerkenen allerede lørdag aften.
Travl sommer venter
Fiskeauktionen markerer starten på en travl sommer for Lions Hirtshals. Allerede samme aften, når auktionen er afsluttet, står klubbens medlemmer klar i Hirtshals Hallen til at modtage 27 unge fra 16 nationer til et velkomstmøde.
Fra den 4. til den 18. juli 2026 er Lions Hirtshals igen vært for en international ungdomslejr under Lions Clubs Internationals globale udvekslingsprogram. Det er tredje gang, klubben arrangerer en sådan lejr.
Denne gang deltager 27 unge i alderen 17-21 år – 13 piger og 14 drenge – fra følgende lande:
Belgien, Brasilien, Finland, Indien, Indonesien, Italien, Mexico, Norge, Polen, Rumænien, Serbien, Spanien, Thailand, Tjekkiet, Tyrkiet og Ukraine.
De to tidligere lejre fandt sted i 1995 og 2005 og var store oplevelser for både deltagerne og klubbens medlemmer, som fik et unikt indblik i unges hverdag og kultur fra hele verden.
Hele ungdomslejrens forløb strækker sig over tre uger. Den første uge tilbringes hos en dansk værtsfamilie, hvor de unge deltager i det daglige familieliv. Det er uden tvivl en stor oplevelse – både for værtsfamilierne og for de unge, som ofte kommer fra helt andre kulturer.

Den fælles ungdomslejr i Hirtshals begynder den 4. juli og varer i 14 dage frem til den 18. juli.
I denne periode bliver de unge indkvarteret i Hirtshals Hallen, hvor de fleste af deres måltider også bliver serveret i hallens cafeteria.
Lions Hirtshals har tilrettelagt et omfattende program med mange udflugter og aktiviteter, så de unge kommer til at opleve mange af de fantastiske seværdigheder og kulturelle perler, vi har her i Nordjylland.
Hirtshals vil naturligvis være i fokus, og der lægges vægt på byens vigtige rolle som “Porten til Europa”, de mange færgeruter og det stærke erhvervsliv, der udspringer af fiskeriet.
Desuden bliver der mulighed for at opleve den unikke natur omkring Hirtshals og komme helt tæt på Vesterhavet, da der er arrangeret to dage hos Surf & Natur. Her vil Mads Brun undervise i surfing. Om aftenen bliver der arrangeret hygge på stranden med grill og bål.
Der bliver også lejlighed til at besøge Hirtshals Museum med efterfølgende spisning i museumshaven.
For at give de unge en forståelse af det danske samfund er der arrangeret et møde med en byrådspolitiker, som vil forklare, hvordan vores demokratiske system fungerer.
Hjælper også ved lokale arrangementer
Lions Hirtshals’ medlemmer giver også en hånd med ved både Fiskefestivalen og Veterantræffet, hvor de blandt andet hjælper med billetsalg og andre praktiske opgaver.
Vi medlemmer af Lions Hirtshals er fulde af beundring for det fremragende arbejde, som Hirtshals Fiskefestivals koordineringskontor og Hirtshals Handelsstandsforening yder hvert år. Deres indsats tiltrækker tusindvis af turister til byen.

Fiskefestivalen, der afholdes fra den 31. juli til den 2. august 2026, byder på smagsprøver, aktiviteter for børn samt spændende indblik i fisk og fiskeri.
Til Veterantræffet lørdag den 8. august 2026 kommer der over 400 veterankøretøjer i alle afskygninger – lige fra amerikanske flydere og minibiler til motorcykler og gamle militærkøretøjer. Man behøver bestemt ikke være motorentusiast for at blive imponeret.
Ansøg om støtte
Lions Hirtshals modtager gerne ansøgninger om støtte til forskellige formål. Den støtte, der ydes, skal dog gå til et humanitært formål.
Ansøgninger sendes skriftligt til bestyrelsen på e-mail [email protected]. Bestyrelsen behandler ansøgninger én gang om måneden.
Klubben modtager også gerne forslag til donationer fra personer, der på andres vegne mener, at der er behov for støtte til en forening eller lignende. Støtten skal gå til et medborgerligt, kulturelt eller socialt formål i lokalsamfundet.
Det er vigtigt at understrege, at alle Lions-medlemmer arbejder ulønnet, og at alt overskud fra arrangementer og salg går til humanitært arbejde – primært i lokalområdet.
Selvom Lions Hirtshals har fokus på at støtte lokalsamfundet, er både Lions Danmark og Lions Clubs International samtidig meget aktive med humanitært arbejde verden over.


