Af Thomas Hovaldt
Nyvalgt til skolebestyrelsen
Nordvestskolen
I Hjørring Kommune er der politikere, der måske godt kunne tænke sig at ændre byskolerne i Hjørring, så fire store skoler kun skal gå til og med 6. klasse.
Forslaget betyder, at alle elever fra 7.-9. klasse skal gå på en overbygningsskole på det, der nu er Muldbjergskolen. Alle børn i Hjørring by vil med den beslutning – nu og i fremtiden – skulle vinke farvel til den røde tråd i deres skoleliv, hvor Folkeskolens § 25 ellers siger, at ”Ved fordelingen af børn i kommunens skoler skal det tilstræbes, at den enkelte klasse kan bevares samlet på de følgende klassetrin i grundskolen”.
Paragraffen står i folkeskoleloven af en grund.
Mange børn har brugt årene fra 0.-7. klasse på at opbygge relationer. Når klasser splittes, kan børn miste deres daglige fællesskab med nære venner. Forskning om overgangen fra primær- til sekundærskole viser, at sociale relationer og følelsen af at høre til er blandt de største udfordringer ved skoleskift.
Forskning peger også på, at skoleovergange kan føre til øget usikkerhed, stress, angst og fald i trivsel, hvis de ikke håndteres meget grundigt. Derfor skal der bruges mange – også økonomiske – kommunale ressourcer på overgangsforløb, netop fordi skiftet i sig selv indebærer risici, og der vil vel at mærke være sårbare overgange hvert eneste år i Hjørring Kommune fremover. Det kan være hårdt mentalt at skifte skole i 7. klasse, hvor alle børn i forvejen gennemgår en stor personlig udvikling og pubertet.
Elever med autisme, ADHD, angst eller sociale udfordringer kan være særligt påvirkede af at skulle skifte både skole, lærere, klassekammerater og fysiske omgivelser på én gang. Forskningen om skoleovergange fremhæver netop de børn som særligt sårbare.
Det er heller ikke til at finde dokumentation for, at elever generelt opnår bedre faglige resultater, alene fordi de skulle gå på en overbygningsskole. Slet ikke. Argumenterne for modellen handler ofte om større fagmiljøer og flere valgmuligheder, men det er ikke det samme som dokumenterede forbedringer i karakterer eller trivsel. Og i en tid med investeringer i ”Hjørring Kommunes fraværsteam”, ”Godt du kom” og andre kommunale tilbud, der tydeligt viser udfordringen med børn i mistrivsel, har en fattig kommune som Hjørring formentlig ikke råd til at gamble med børn under pres.
Da man flirtede med idéen om at lave en overbygningsskole på Bornholm, udtalte skoleforsker Frans Ørsted Andersen fra Institut for Uddannelse og Pædagogik under Aarhus Universitet til dr.dk: ”Forskningen viser ingen fordele generelt ved at samle overbygningen. Der er intet lærings- eller trivselsmæssigt som peger på det som en fordel”.
Kender politikerne, der kunne være lune på forslaget i Hjørring, til undersøgelser fra andre kommuner, som dokumenterer, at eleverne trives ligeså godt eller bedre eller får det samme eller større udbytte ved en udskolingsskolemodel?
Min egen erfaring som lærer i København har været, at de dygtige og stabile elever stille forsvinder til privatskoler, og overbygningsskolen står tilbage med en gruppe med lavere fagligt niveau, større sociale udfordringer, mere pjæk og mere kriminalitet i form af misbrug. Og så har man det hele samlet på ét sted i én stor, uhåndterbar, ulykkelig cocktail – især for de børn. I stedet for som nu, hvor mindre problemer popper op på de enkelte skoler, men de kan håndteres, fordi de er: mindre, og fordi lærerne kender eleverne.
Relationer mellem børn og voksne er afgørende for børns læring og trivsel, og de relationer er der ingen af, når et helt nyt, stort kuld 7. klasser skal starte på en overbygningsskole. De relationer skal først bygges op, og det tager tid. Og hvad kan der på den tid nå at udvikle sig af misbrugs- og mistrivselsproblematikker. Selv Det Kriminalpræventive Råd påpeger, at ”Kriminalitetsrisikoen er størst for børn, der ikke er glade for at gå i skole. Derfor er det en god ide at arbejde med skolens sociale fællesskab”. Det må politikerne i Hjørring Kommune også kunne se pointen i – i en tid hvor man kender til både den menneskelige og økonomiske værdi af forebyggelse frem for indsats og behandling.
Jeg er helt bevidst om kommunens økonomiske situation, faldende elev-og befolkningstal generelt er en enorm udfordring. Men det er ikke klogt at fjerne penge fra uddannelsen af vores fælles fremtid, vores kommende arbejdsstyrke. Skolerne kan sikkert nok spare nogle penge, men det er vel klogt at det foregår i dialog med skolebestyrelserne og skolernes daglige ledelse, som kender eleverne og deres behov.
Jeg er klar over, at det ikke altid kan lade sig gøre at have skoler fra 0.-9. klasse. Hvis man fx bor i en mindre by i Hjørring Kommune, er der ikke en skole med fuld klasserække fra 0.-9. klasse, og så er man nødt til at flytte til en større skole, når man skal i overbygningen. Det er et vilkår. Men Hjørring er ikke nogen lille by. Den har lige nu fire store skoler med fuld klasserække fra 0.-9. klasse, og politikere, der vil bryde med det princip, påtager sig et meget stort ansvar.
Derfor bliver vi nok nødt til at spørge politikere, der i Hjørring Kommune kunne tænke sig at stemme ja til en overbygningsskole:
Hvilken dokumentation har I for, at elevernes trivsel, oplevelse af nærvær og identitet bliver den samme eller forbedres ved et skoleskift efter 6. klasse?
Hvordan harmonerer en overbygningsskole med Folkeskolelovens § 25 om at bevare klasser samlet, hvor det er muligt?
Hvilke faglige gevinster forventer I, og hvad bygger disse forventninger på?
Hvilke særlige tiltag vil I budgettere med for elever, der allerede i eksisterende trygge miljøer har sociale eller psykiske udfordringer, og hvor meget vil det æde af den relativt lille besparelse – set i forhold til andre besparelsesforslag på skoleområdet og andre områder – en overbygningsskole vil give?
