Lørslev Friskole og Børnecenter afsluttede forleden tre ugers projekt kaldet Frislev med en stor fest for skolens elever og deres familier.
I næsten tre uger havde alle elever fra 0. til 8. klasse arbejdet sammen på tværs af årgangene om at skabe deres eget lille samfund.

Det er fjerde år i træk, at skolen gennemfører projektet, hvor skolens rammer forvandles til “Frislev” med blandt andet borgmester, bank, café, kulturhus og genbrugsbutik.
Ved afslutningsarrangementet kunne familierne opleve de mange aktiviteter, som eleverne havde arbejdet med. Kulturhuset opførte forestillingen Den Grimme Ælling, mens de forskellige grupper inviterede gæsterne til blandt andet programmering, besøg i genbrugsbutikken og andre aktiviteter. Flere klasser stod desuden for servering, hvor gæsterne kunne købe byg-selv-pita eller is.
Projektet har haft fokus på samarbejde, kreativitet og fællesskab, og afslutningsfesten gav eleverne mulighed for at vise resultatet af de seneste ugers arbejde frem for familie og venner.


